Gådemagerens Gade og Abels Arv

  Skattejagt med puls i Sydfyn TV. Indslaget handlede om orienteringsløb, men bøgerne fik plads på bordet. Og den tredje er på vej, denne gang på Thurø. Hele indslaget er på Youtube - ca 19 minutter inde taler jeg bog:  https://youtu.be/vh0CJ-lga6o?si=aSBjoMlhA6KEVUqZ&t=1129   Eller find det hvis du har kanalen på TV. Det kommer flere gange de næste uger i deres sportsudsendelse.

Der er også en anden slags research. Den, hvor man pludselig opdager, at det at være forfatter kan åbne døre, man ellers aldrig var kommet i nærheden af. For nylig gik en af de døre ind til køkkenet på Skjoldemose Gods. Her besøgte jeg Christian og Inge Lise Ulrich, som har levet en stor del af deres liv på godset. Jeg kom for at høre om stedet, dets historie og hverdagen bag de mure, som indtil nu mest har været kulisse i mit hoved. Og det blev præcis den slags besøg, jeg holder allermest af. Ikke en officiel rundvisning med årstal og arkitekturhistorie på række, men kaffe, samtale og historier ved køkkenbordet. Inge Lise havde bagt æblekage, som jeg naturligvis måtte smage af rent researchmæssige årsager. Derefter trak hun sig tilbage til sin bridgeklub i de flotte stuer, mens Christian blev tilbage i køkkenet og fortalte. Om godsets historie. Om livet på stedet. Om hvordan en stor ejendom fungerer i praksis, når den ikke bare er et romantisk gods i en roman, men også arbejdsplads, h...

Nogle researchspørgsmål handler om krig, kærlighed og store historiske begivenheder. Andre handler om en hund. Da jeg besøgte Thurø Lokalarkiv, havde jeg en lille detalje med på min liste, som jeg gerne ville have på plads: Karin Michaëlis’ grand danois, Mika. Jeg kendte navnet. Jeg kendte billederne. Jeg vidste, at hunden optræder i historien omkring Karin Michaëlis og hendes liv på Thurø. Men der var én ting, jeg ikke kunne få helt styr på. Var Mika egentlig en han eller en hun? Navnet hjalp ikke meget. Tværtimod. Mika ender jo på a, og i mit hoved havde det derfor stille og roligt udviklet sig til en tæve. Det var også sådan, hunden var begyndt at opføre sig i mit manuskript. Men research har den irriterende egenskab, at virkeligheden ikke altid retter ind efter manuskriptet. På lokalarkivet tog Inger sagen alvorligt. Der blev fundet et gammelt fotografi frem. Karin Michaëlis og hendes hund Mika foran Torelore Vi kiggede. Vi kiggede lidt nærmere. Og så kom luppen på bordet. Det er p...

Anledningen er egentlig ikke mine bøger, men min orienteringsklub. Jeg blev interviewet om orienteringsløb, og det passede mig sådan set glimrende, for der er ikke så langt fra poster i skoven til spor i en spændingsroman. Jeg fik nemlig også lov til at vise mine romaner frem under optagelsen. Og jo mere jeg tænker over det, jo mere oplagt er koblingen faktisk. I orienteringsløb får man et kort, nogle poster og en opgave: Find vej gennem terrænet, læs sporene rigtigt og kom frem til det sted, der ikke nødvendigvis er synligt, når man begynder. Det minder mistænkeligt meget om den slags bøger, jeg skriver. Mine romaner er fulde af gåder, skjulte forbindelser, gamle spor og steder, der skal findes eller forstås på den rigtige måde. Personerne bevæger sig gennem landskaber med ledetråde foran sig - og ligesom i orienteringsløb hjælper det ikke meget at løbe stærkt, hvis man løber i den forkerte retning. Så selv om kameraet denne gang primært var rettet mod orienteringssporten, fik Gådemag...

  En uge bag kulisserne på romanen I sidste uge havde jeg en af de uger, der minder mig om, hvorfor research næsten er noget af det sjoveste ved at skrive. Tre dage. Tre steder. Tre helt forskellige dele af den roman, jeg arbejder på. Tirsdag gik turen til Thurø Lokalarkiv, hvor otte frivillige ildsjæle holder styr på øens historie. Jeg kom med meget konkrete spørgsmål. Blandt andet noget så specifikt som kønnet på Karin Michaëlis’ hund og placeringen af forskellige vandhuller på Thurø i gamle dage. Jeg skulle også se, hvordan både arkivet og mindestuen ser ud, fordi de optræder i romanen. Men sådan går research sjældent helt efter planen. Man kommer efter ét svar og går hjem med fem nye historier. Blandt andet fik jeg at vide, at der findes et bundløst hul på Thurø. Sådan en oplysning kan man jo næsten ikke give en spændingsforfatter uden at risikere konsekvenser. Jeg fik også fotograferet detaljer, kort og materiale, som kan hjælpe mig med at få miljøet rigtigt, når romanens pers...

Gådemagerens Gade-nyhedsbrevet kommer hver måned med nyt om mit forfatterskab. Så hvis du vil vide nyt om 3eren før din bibliotekar, så tilmeld dig. Kig ind i maskinrummet og være først til at få det sidste nye i mit månedlige nyhedsbrev! Tilmeld dig her:  http://eepurl.com/iSjrS6 og det er nemt at afmelde sig igen. PS: Du får et postkort fra Emma, sendt efter Abels Arv, inden 3'eren, hvis du tilmelder dig.

Tre besøg på Thurø -og to meget forskellige huse Jeg skrev for nylig, at jeg snart skal indenfor på Skjoldemose. Men det bliver faktisk ikke det eneste sted med forbindelse til mit forfatterskab, jeg får mulighed for at opleve indefra denne uge. Jeg skal også besøge Bergmannhus på Thurø . Endda to gange - og af to helt forskellige grunde. Den ene gang skal jeg til en privat fest i huset. Den anden gang kommer jeg med et noget mere nørdet formål: Jeg skal besøge det lokalarkiv, der holder åbent i Bergmannhus om tirsdagen. For Bergmannhus er ikke bare ét sted med én funktion. Huset rummer både historie, lokalliv og arkiv - og så har det naturligvis en særlig forbindelse til Karin Michaëlis , som boede på Thurø og fylder en del i mit eget arbejde med historier, steder og mennesker. På min cykeltur forleden kom jeg igen forbi huset og tog dette billede. Det er en af de ting, jeg holder mest af ved research til mine romaner: Først er et sted bare en prik på et kort eller et navn i en bog. S...

Det sidste på plads Slut-research på Gådemageren 3 Jeg cyklede Thurø tyndt i går med kamera og sanser.  De sidste detaljer skal lige bekræftes, og så samlede jeg foto-materiale til det PR arbejde, jeg glæder mig til. Der er godt nok mange kroge på den ø.  Om to uger skal jeg på privat rundvisning på Skjoldemose. At skrive bøger åbner døre og jeg tillader mig selv at stille min nysgerrighed på måder, der ellers er udenfor min komfortzone. 

Steder der sniger sig ind i mine bøger Nogle steder er ikke kulisser, der står pænt i baggrunden og venter på, at handlingen kommer forbi. De blander sig. De foreslår scener. De ændrer stemning. De hvisker små irriterende spørgsmål, netop når man troede, man havde styr på plottet. Sådan har jeg det tit med Svendborg. I mine historiske spændingsromaner spiller virkelige steder i Svendborg og på Thurø ofte en aktiv rolle i både plot og stemning. Og i arbejdet med den tredje Gådemager-bog har jeg fået det mere og mere sådan med Thurø. Jeg er i gang med den fase af manuskriptet, hvor jeg gennemskriver og rydder op. Det lyder måske pænt og kontrolleret, men i praksis betyder det blandt andet, at jeg går alle mine små beskeder til mig selv igennem. De står rundt omkring i teksten som små byggepladser: [skriv dette senere] [find bedre overgang] [hvad ved hun egentlig her?] [tjek årstal] [skal stedet beskrives mere?] Det er sådan nogle noter, der er smarte, mens man skriver første udkast, ford...

  Hvordan starter man en spændingsroman? Man kunne tro, at en spændingsroman begynder med et mord. Eller et lig. Eller en dramatisk åbningsscene med nogen, der løber gennem mørket, mens regnen pisker ned, og en skikkelse følger efter på passende uhyggelig afstand. Det kan den selvfølgelig godt. Men for mig begynder en spændingsroman næsten altid et andet sted. Den begynder med et sammensurium af ting, der klør: Følelsen af, at noget ikke stemmer. Noget, der mangler at blive sagt. En ide om en jagtscene. Noget stort, vi passerer hver dag uden at skænke det en tanke. En detalje i en gammel bygning.  I starten er der ikke nødvendigvis et plot eller en forbrydelse. Der er bare en uro. Så er der hovedpersonerne. De står som oversete børn efter hver roman og spørger, hvor de nu skal gå hen. Mere uro. Det er egentlig en ret mærkelig fase. For man ved endnu ikke, om uroen bliver til noget. Måske er det bare en løs idé. Måske er det en blindgyde. Måske er det en af de tanker, der ...

Jeg er ved at skrive en ny Gådemager Der er noget mærkeligt ved at skrive en roman, der foregår steder, man kender. Man kan gå en helt almindelig tur gennem Svendborg eller over på Thurø og pludselig få følelsen af, at et sted ikke bare er et sted. En dør er ikke længere bare en dør. En sti er ikke bare en sti. Et gammelt hus står ikke bare og passer sig selv. Det venter. Sådan føles det i hvert fald lige nu, hvor jeg er ved at færdiggøre det første rå udkast til den tredje bog i Gådemager-universet. Jeg kan ikke fortælle handlingen endnu. Ikke rigtigt. Der er stadig for meget, der skal holdes i mørke lidt endnu. Men jeg kan sige, at bogen igen kredser om det, jeg selv holder allermest af som læser og forfatter: spor, forbindelser, steder, der gemmer på mere, end de viser, og mennesker, der først forstår alt for sent, hvad de egentlig er blevet trukket ind i. De to første bøger har på hver sin måde brugt Svendborg som mere end en kulisse. I Gådemagerens Gade var byen fuld af konkrete ...

  Et escape room i en konvolut – oplev Abels Arv i Svendborgs gader den 10. maj 2026 Hvad nu hvis en roman ikke kun var noget, man læste – men noget, man bevægede sig igennem? Den tanke har længe ligget bag mit arbejde med  Abels Arv . Historien foregår ikke bare i Svendborg. Den udspringer af byen: af kirkerne, de gamle gader, sporene fra middelalderen, som stadig ligger gemt i det, vi ellers kalder hverdag. Nu bliver den tanke til virkelighed. Den 10. maj 2026 afvikler jeg et romanbaseret escape room på Svendborg Brætspilscafe – og her bliver deltagerne selv en del af fortællingen. Fra bog til by Escape roomet er bygget op som en slags litterær skattejagt. Deltagerne får udleveret en konvolut med spor, kort og gåder, og derfra begynder opdagelsen. Man bevæger sig ikke bare i et spil – men i byen selv. Svendborg bliver scenen. Undervejs skal man: afkode skjulte beskeder finde spor i byrummet samarbejde om at løse gåder samle bogstaver til en endelig kod...

– om magt, der ikke larmer Når vi tænker på middelalderen, tænker vi ofte på sværd, slag og rustninger. På mænd, der kæmper om magten med vold som det mest synlige redskab. Men jo mere jeg har arbejdet med perioden, jo tydeligere er det blevet for mig: De farligste mennesker var ikke dem med våben i hånden. Det var dem, der kunne forme fortællingen. Magt uden støj Et sværd er synligt. Det larmer. Det kan måles i sår og sejre. Men magt i middelalderen fandtes også i noget langt mere stille: i ord, ritualer, ægteskaber og symboler. En alliance kunne ændre et kongerige. En helgenkåring kunne omskrive et menneskes eftermæle. Et ægteskab kunne flytte magt uden at én dråbe blod blev spildt. Det er en type magt, der ikke altid efterlader tydelige spor – men som virker længere. Kvinderne, der ikke burde fylde Når man læser middelalderens kilder, kan man få indtryk af, at kvinderne står i baggrunden. Men det er sjældent hele sandheden. I arbejdet med  Abels Arv  blev det hurtigt ty...

Hvordan så Danmark ud i 1200-tallet – og hvor kan man stadig finde sporene i dag? I romanen  Abels Arv   spiller klosterkulturen en central rolle. Men klostrene er ikke kun historie – mange af stederne findes stadig, mens andre kun kan anes i landskabet eller i byernes struktur. Derfor har jeg samlet et kort, hvor du både kan: følge spor fra romanens univers og udforske middelalderens klostre i Danmark Se kortet her: Hvad viser kortet? Kortet samler to spor: Steder fra Abels Arv Udvalgte steder, der enten direkte indgår i romanen eller er inspireret af de miljøer og landskaber, historien udspringer af. Klostre fra middelalderens Danmark Kortet markerer både: eksisterende klostre (eller rester af dem) nedlagte klostre, hvor kun historien er tilbage Tilsammen giver det et billede af den verden, romanen bevæger sig i. Klostrene – middelalderens skjulte netværk I 1200-tallet var klostrene ikke isolerede steder. De var en del af et netværk, der strakte sig på tværs af Danmark og Eu...

At gå en tur er også research – hvorfor mine romaner begynder med ømme fødder Man kan researche en historisk roman på mange måder. Man kan læse krøniker, studere arkæologiske rapporter og dykke ned i sekundærlitteratur. Det gør jeg også. Men hvis jeg kun sad ved skrivebordet, ville mine bøger mangle noget afgørende. Mine romaner begynder ofte med en gåtur. Ikke en symbolsk én. En virkelig. Med vind i ansigtet og brosten under skoene. Steder ved noget, som bøger ikke fortæller Et sted er aldrig neutralt. Det har hældning, lugt, afstand, lys, lyd. Når jeg bevæger mig gennem en by, begynder spørgsmålene at melde sig: Hvorfor ligger kirken netop her? Hvorfor svinger gaden på dette punkt? Hvor langt er der egentlig mellem torv og havn, hvis man bærer rustning? Den slags svar finder man ikke i et register. I arbejdet med  Abels Arv    var det netop de fysiske spor i Svendborg – de to kirker, volden ved Kyseborgstræde, området under banegården hvor klosteret lå – der gjorde midd...

Skulle vi ikke fejre de døde som i andre kulturer? Hvorfor holdt vi spareøvelse og reducerede først alle fejringer af vore forfædre som i middelalderen, først til én allehelgens aften, som vi siden glemte at ihukomme?  Mit læserbrev i Berlingske affødte et interview, der blev bragt i tillægget "Arv & Testamente" i alle JFM's aviser i sidste uge, og også her i KøbenhanvLiv . Det starter således: Forfatter Jes Barkler foreslår, at vi lærer af middelalderens syn på døden. Dengang markerede man sine forfædres dødsdag for at hylde afslutningen på et livsværk. Og ved at genoplive den tradition håber forfatteren, at vi kan fjerne noget af den berøringsangst, der er forbundet med at tale om døden. Læs det hele  i  KøbenhanvLiv . Sådan så det ud i tillægget:

  Historien lyver og det er derfor, den er spændende Der findes en udbredt forestilling om, at historien er det, der virkelig skete. En slags facit, der kan slås op, hvis man bare leder længe nok. Min erfaring er den modsatte: Historien er fuld af huller, skævheder og bevidste udeladelser. Og netop derfor er den så velegnet som råmateriale for spændingsromaner. Da jeg begyndte arbejdet med  Abels Arv , var det ikke, fordi jeg havde fundet et glemt dokument, der forklarede alt. Tværtimod. Jeg havde fundet et menneske – Abel Abelsøn – som næsten ikke havde efterladt sig spor. Og jo mere jeg læste, jo tydeligere blev det, at tavsheden ikke var tilfældig. Når kilderne tier Middelalderens kilder er sjældent neutrale. De er skrevet af vindere, institutioner og mænd med magt. De fortæller gerne om konger, slag og mirakler – men langt sjældnere om taberne, de ubelejlige og dem, der døde for tidligt. Abel Abelsøn var kongesøn, men døde ung. Han regerede aldrig. Han skrev ingen...

  Når fortidens mennesker skal føles levende Noget af det sværeste ved at skrive historiske romaner er ikke at finde årstal eller begivenheder. Det er at skabe mennesker, der føles virkelige – uden at forråde den tid, de levede i. Når jeg arbejder med historiske karakterer som Abel Abelsøn og dronning Mechtilde, står jeg hele tiden i spændingsfeltet mellem det, vi ved , og det, vi ikke ved. Historiske kilder giver fragmenter. Resten må bygges med respekt, nysgerrighed og fantasi. Her er fem principper, jeg selv arbejder ud fra, når jeg forsøger at gøre fortidens mennesker levende. 1. Start med det, karakteren ikke har valgt Mennesker i historien havde langt færre valgmuligheder end os. Slægt, køn, stand, tro og geografi var ikke noget, man kunne fravælge. Når jeg bygger en historisk karakter, begynder jeg derfor med det ufravigelige: Hvad var personen født ind i? Hvilke forventninger hvilede på dem, længe før de selv kunne handle? For Abel Abelsøn betyder det, at han fø...

Hvordan man bygger spænding i to tidslinjer Når man skriver en roman, der veksler mellem fortid og nutid, er det som at spille på to instrumenter samtidig. Begge melodier skal være smukke i sig selv — men først, når de mødes, opstår den egentlige harmoni. I  Abels Arv    lod jeg to historier udfolde sig: Den ene i 1200-tallets Danmark, hvor magt, religion og ære var livsfarlige størrelser. Den anden i 2020, hvor mine unge hovedpersoner kæmper med deres egne valg og sandheder. De to tidslinjer spejler hinanden, og deres temaer – skyld, tro, kærlighed og sandhed – væves sammen, selv om de udspiller sig i vidt forskellige virkeligheder. Det kan dog hurtigt gå galt, hvis læseren mister orienteringen. Derfor arbejder jeg ud fra nogle faste principper: Giv begge linjer en fortællekurve Læseren skal også glæde sig til at vende tilbage til begge spor. Fortiden må ikke bare være baggrund – den skal være dramatisk i sig selv. Slut og start med ekkoer Når et kapitel slutter i nutide...

Hvor jeg er lige nu – og hvad der sker med bøgerne Kære læsere, Jeg vil gerne give jer en lille status på, hvor jeg er lige nu – både som forfatter og helt konkret med bøgerne. De seneste måneder har været præget af noget, der ikke har med historier eller skrivning at gøre, men med forlag, konkurs og rettigheder . Det korte af det lange er: Mit tidligere forlag er lukket, og jeg har nu fået rettighederne til mine bøger tilbage . Det betyder, at bøgerne i øjeblikket er taget ned fra boghandlere og streamingtjenester . Det er ikke fordi, jeg har fortrudt dem – tværtimod – men fordi der skal ryddes ordentligt op, før de kan komme ud igen i en ny og bedre udgave. Hvad betyder det for dig som læser? Bøgerne kan lige nu lånes fysisk på bibliotekerne . De kan også købes direkte hos mig, hvis du allerede ved, at du vil have dem. De vil komme tilbage i handel og digitalt – bare ikke helt endnu. Hvad arbejder jeg på? Jeg er i gang med tre ting på én gang: Genudgivelse af de to første bøger Samm...