Gådemagerens Gade og Abels Arv

Hvordan så Danmark ud i 1200-tallet – og hvor kan man stadig finde sporene i dag? I romanen Abels Arv spiller klosterkulturen en central rolle. Men klostrene er ikke kun historie – mange af stederne findes stadig, mens andre kun kan anes i landskabet eller i byernes struktur. Derfor har jeg samlet et kort, hvor du både kan: følge spor fra romanens univers og udforske middelalderens klostre i Danmark Se kortet her: Hvad viser kortet? Kortet samler to spor: Steder fra Abels Arv Udvalgte steder, der enten direkte indgår i romanen eller er inspireret af de miljøer og landskaber, historien udspringer af. Klostre fra middelalderens Danmark Kortet markerer både: eksisterende klostre (eller rester af dem) nedlagte klostre, hvor kun historien er tilbage Tilsammen giver det et billede af den verden, romanen bevæger sig i. Klostrene – middelalderens skjulte netværk I 1200-tallet var klostrene ikke isolerede steder. De var en del af et netværk, der strakte sig på tværs af Danmark og Europa. Her b...

At gå en tur er også research – hvorfor mine romaner begynder med ømme fødder Man kan researche en historisk roman på mange måder. Man kan læse krøniker, studere arkæologiske rapporter og dykke ned i sekundærlitteratur. Det gør jeg også. Men hvis jeg kun sad ved skrivebordet, ville mine bøger mangle noget afgørende. Mine romaner begynder ofte med en gåtur. Ikke en symbolsk én. En virkelig. Med vind i ansigtet og brosten under skoene. Steder ved noget, som bøger ikke fortæller Et sted er aldrig neutralt. Det har hældning, lugt, afstand, lys, lyd. Når jeg bevæger mig gennem en by, begynder spørgsmålene at melde sig: Hvorfor ligger kirken netop her? Hvorfor svinger gaden på dette punkt? Hvor langt er der egentlig mellem torv og havn, hvis man bærer rustning? Den slags svar finder man ikke i et register. I arbejdet med Abels Arv var det netop de fysiske spor i Svendborg – de to kirker, volden ved Kyseborgstræde, området under banegården hvor klosteret lå – der gjorde middelalderen konkret...

Skulle vi ikke fejre de døde som i andre kulturer? Hvorfor holdt vi spareøvelse og reducerede først alle fejringer af vore forfædre som i middelalderen, først til én allehelgens aften, som vi siden glemte at ihukomme?  Mit læserbrev i Berlingske affødte et interview, der blev bragt i tillægget "Arv & Testamente" i alle JFM's aviser i sidste uge, og også her i KøbenhanvLiv . Det starter således: Forfatter Jes Barkler foreslår, at vi lærer af middelalderens syn på døden. Dengang markerede man sine forfædres dødsdag for at hylde afslutningen på et livsværk. Og ved at genoplive den tradition håber forfatteren, at vi kan fjerne noget af den berøringsangst, der er forbundet med at tale om døden. Læs det hele  i  KøbenhanvLiv . Sådan så det ud i tillægget: