At gå en tur er også research

– hvorfor mine romaner begynder med ømme fødder

Man kan researche en historisk roman på mange måder.
Man kan læse krøniker, studere arkæologiske rapporter og dykke ned i sekundærlitteratur. Det gør jeg også. Men hvis jeg kun sad ved skrivebordet, ville mine bøger mangle noget afgørende.

Mine romaner begynder ofte med en gåtur.

Ikke en symbolsk én. En virkelig. Med vind i ansigtet og brosten under skoene.

Steder ved noget, som bøger ikke fortæller

Et sted er aldrig neutralt. Det har hældning, lugt, afstand, lys, lyd. Når jeg bevæger mig gennem en by, begynder spørgsmålene at melde sig:

Hvorfor ligger kirken netop her?
Hvorfor svinger gaden på dette punkt?
Hvor langt er der egentlig mellem torv og havn, hvis man bærer rustning?

Den slags svar finder man ikke i et register.

I arbejdet med Abels Arv var det netop de fysiske spor i Svendborg – de to kirker, volden ved Kyseborgstræde, området under banegården hvor klosteret lå – der gjorde middelalderen konkret. Det ændrede ikke bare min viden. Det ændrede mit blik.

Kroppen forstår afstand

Når man læser om middelalderen, kan alt virke abstrakt. Men når man går strækningen selv, sker der noget.

Pludselig mærker man, hvor tæt magt og handel lå. Hvor lille byen var. Hvor hurtigt man kunne bevæge sig fra helligdom til havn. Eller hvor lang en tur det egentlig er at cykle gennem landet i regnvejr – hvis man er 20 år og flygter fra noget.

Kroppen registrerer proportioner. Den gør fortællingen realistisk.

Tilfældet som medforfatter

Noget af det bedste ved at bruge gåturen som research er, at man mister kontrollen. Man drejer ned ad en sidegade, man ikke havde planlagt. Man ser en detalje, der ikke stod i nogen bog.

En revne i muren. En gammel sten i fundamentet. En indskrift, man ikke havde hørt om.

De øjeblikke kan starte kapitler.

Jeg har oplevet at stå i en kirke og kigge op i loftet – og pludselig forstå en karakter bedre. Ikke fordi der stod noget nyt i kilden. Men fordi rummet talte.

Research er ikke kun information – det er friktion

Når jeg går i de rum, mine karakterer bevæger sig i, opstår der modstand. Nogle gange passer min forestilling ikke med virkeligheden. Afstanden er forkert. Udsynet er anderledes. Stemningen er mørkere.

Det er en gave.

For det betyder, at jeg må justere. Og hver justering gør teksten mindre teoretisk og mere sanselig.

At give læseren samme oplevelse

Mit mål er ikke blot at gengive historien korrekt. Det er at få læseren til at mærke den.

Når jeg skriver om en kirke, vil jeg have, at man kan høre gulvets knirken. Når jeg skriver om en vold, vil jeg have, at man kan mærke hældningen i benene.

Den oplevelse kan ikke opfindes fuldstændigt. Den skal opleves først.

Den langsomme metode

At gå som research er langsomt. Det giver ikke hurtige fakta. Det giver stemning, rumfornemmelse og relation.

Men netop derfor bliver det ved med at være min vigtigste metode.

Nogle kapitler begynder med arkiver.
Andre begynder med ømme fødder.

Og ofte er det de sidste, der holder længst.

Min seneste fodtur var løbetur i lørdags, hvor jeg spejdede efter husnavne på Thurø til min næste roman.