Gådemagerens Gade og Abels Arv

Anledningen er egentlig ikke mine bøger, men min orienteringsklub. Jeg blev interviewet om orienteringsløb, og det passede mig sådan set glimrende, for der er ikke så langt fra poster i skoven til spor i en spændingsroman. Jeg fik nemlig også lov til at vise mine romaner frem under optagelsen. Og jo mere jeg tænker over det, jo mere oplagt er koblingen faktisk. I orienteringsløb får man et kort, nogle poster og en opgave: Find vej gennem terrænet, læs sporene rigtigt og kom frem til det sted, der ikke nødvendigvis er synligt, når man begynder. Det minder mistænkeligt meget om den slags bøger, jeg skriver. Mine romaner er fulde af gåder, skjulte forbindelser, gamle spor og steder, der skal findes eller forstås på den rigtige måde. Personerne bevæger sig gennem landskaber med ledetråde foran sig - og ligesom i orienteringsløb hjælper det ikke meget at løbe stærkt, hvis man løber i den forkerte retning. Så selv om kameraet denne gang primært var rettet mod orienteringssporten, fik Gådemag...