Hvor jeg er lige nu – og hvad der sker med bøgerne

Hvor jeg er lige nu – og hvad der sker med bøgerne

Kære læsere,

Jeg vil gerne give jer en lille status på, hvor jeg er lige nu – både som forfatter og helt konkret med bøgerne.

De seneste måneder har været præget af noget, der ikke har med historier eller skrivning at gøre, men med forlag, konkurs og rettigheder. Det korte af det lange er:
Mit tidligere forlag er lukket, og jeg har nu fået rettighederne til mine bøger tilbage.

Det betyder, at bøgerne i øjeblikket er taget ned fra boghandlere og streamingtjenester. Det er ikke fordi, jeg har fortrudt dem – tværtimod – men fordi der skal ryddes ordentligt op, før de kan komme ud igen i en ny og bedre udgave.

Hvad betyder det for dig som læser?

  • Bøgerne kan lige nu lånes fysisk på bibliotekerne.

  • De kan også købes direkte hos mig, hvis du allerede ved, at du vil have dem.

  • De vil komme tilbage i handel og digitalt – bare ikke helt endnu.

Hvad arbejder jeg på?

Jeg er i gang med tre ting på én gang:

  1. Genudgivelse af de to første bøger
    Sammen med forlaget Read.Die.Repeat arbejder jeg på at give bøgerne et nyt liv – med nyt udtryk, nye ISBN-numre og forhåbentlig bedre synlighed.

  2. Lydbog og formater
    Jeg arbejder på at få styr på materialer og filer, så bøgerne også kan leve ordentligt som e-bøger og lydbøger igen, inklusive den Lydbogsversion af Abels Arv som mange venter på.

  3. Den tredje bog i serien
    Og vigtigst: Jeg skriver videre.
    Tredje bog i serien er i gang. Den har ligget og ulmet længe, men det gør noget ved motivationen at vide, at der er nogen i den anden ende, som tror på projektet – og på mig.

Hvorfor tager det tid?

Når et forlag lukker, forsvinder der ikke bare mennesker, men også systemer, filer og overblik. Det hele skal samles op igen – ordentligt – så det ikke skal gøres om en gang til.

Jeg har valgt at tage mig den tid, det kræver, frem for at skynde mig og ende med halve løsninger.

Tak

Tak fordi I læser med, også når det ikke er selve fortællingen, der fylder.
Jeg glæder mig til at kunne fortælle jer, når bøgerne er tilbage i fuld offentlighed – og når næste kapitel i serien er klar.

Indtil da: historierne lever stadig. De er bare lige i værkstedet.

Kh
Jes


Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Vi skal ikke kun tænde lys i kirken – men i familien

Hvordan skriver man krypterede spor og gåder i en roman?