5 tips til at lave realistiske historiske karakterer
Når fortidens mennesker skal føles levende
Noget af det sværeste ved at skrive historiske romaner er ikke at finde årstal eller begivenheder. Det er at skabe mennesker, der føles virkelige – uden at forråde den tid, de levede i.
Når jeg arbejder med historiske karakterer som Abel Abelsøn og dronning Mechtilde, står jeg hele tiden i spændingsfeltet mellem det, vi ved, og det, vi ikke ved. Historiske kilder giver fragmenter. Resten må bygges med respekt, nysgerrighed og fantasi.
Her er fem principper, jeg selv arbejder ud fra, når jeg forsøger at gøre fortidens mennesker levende.
1. Start med det, karakteren ikke har valgt
Mennesker i historien havde langt færre valgmuligheder end os. Slægt, køn, stand, tro og geografi var ikke noget, man kunne fravælge.
Når jeg bygger en historisk karakter, begynder jeg derfor med det ufravigelige:
Hvad var personen født ind i?
Hvilke forventninger hvilede på dem, længe før de selv kunne handle?
For Abel Abelsøn betyder det, at han først og fremmest er kongesøn – også før han er individ. For Mechtilde betyder det, at hendes magt altid er indirekte og kropsliggjort i relationer.
Det giver karaktererne tyngde og troværdighed.
2. Brug kilderne – men lad dem være ujævne
Historiske kilder er ikke facit. De er spor. Ofte skrevet af fjender, sejrherrer eller institutioner med en dagsorden.
I stedet for at forsøge at udjævne modsætninger i kilderne, lader jeg dem stå. Hvis én kilde fremstiller en person som brutal, og en anden som from, så er det netop dér, karakteren begynder at leve.
Modsætninger er ikke fejl – de er karaktertræk.
3. Giv karakteren en indre konflikt, der passer til tiden
En historisk karakter skal ikke tænke som et moderne menneske. Men de skal føle som et menneske.
Spørg ikke: “Hvad ville jeg gøre?”
Spørg i stedet: “Hvad var umuligt at undgå at føle i denne situation?”
Skyld, loyalitet, frygt for Gud, ære, slægtens forventninger – de indre konflikter skal være forankret i tidens verdensbillede. Når det lykkes, bliver karakteren genkendelig uden at blive anakronistisk.
4. Lad kroppen bære historien
I historiske romaner er kroppen ofte en undervurderet kilde.
Hvordan bevæger karakteren sig?
Hvad gør fysisk arbejde ved dem?
Hvordan føles magt – eller mangel på samme – i kroppen?
Med Mechtilde arbejdede jeg bevidst med arkæologiske facts om en fysisk bastant kvinde i en tid, hvor kvindelig magt sjældent var skriftlig, men kropslig. Med Abel arbejdede jeg med sårbarhed, arvelig sygdom og den konstante risiko for vold.
Kroppen lyver sjældent – heller ikke i historien.
5. Accepter, at der altid vil være tomrum
Noget af det sværeste – og vigtigste – er at acceptere, at man aldrig får hele mennesket med.
Der vil altid være ting, vi ikke ved. Dage, der er forsvundet. Følelser, der ikke er nedskrevet.
Men det er netop dér, den historiske roman adskiller sig fra historiebogen. I tomrummene opstår fortællingen.
Min opgave som forfatter er ikke at udfylde hullerne vilkårligt, men at fylde dem med noget, der kunne have været sandt – og som føles sandt for læseren.
Når karakteren begynder at svare igen
Et godt tegn på, at en historisk karakter er blevet realistisk, er, når de begynder at modsige dig. Når de ikke længere gør det, der er praktisk for plottet, men det, der føles nødvendigt for dem.
Det er dér, historien løfter sig.
Og det er dér, fortiden begynder at tale tilbage.
Kommentarer
Send en kommentar