Steder der sniger sig ind i mine bøger - Svendborg, Thurø og historiske romaner

Steder der sniger sig ind i mine bøger

Nogle steder er ikke kulisser, der står pænt i baggrunden og venter på, at handlingen kommer forbi. De blander sig. De foreslår scener. De ændrer stemning. De hvisker små irriterende spørgsmål, netop når man troede, man havde styr på plottet.

Sådan har jeg det tit med Svendborg.

Og i arbejdet med den tredje Gådemager-bog har jeg fået det mere og mere sådan med Thurø.

Jeg er i gang med den fase af manuskriptet, hvor jeg gennemskriver og rydder op. Det lyder måske pænt og kontrolleret, men i praksis betyder det blandt andet, at jeg går alle mine små beskeder til mig selv igennem.

De står rundt omkring i teksten som små byggepladser:

[skriv dette senere]

[find bedre overgang]

[hvad ved hun egentlig her?]

[tjek årstal]

[skal stedet beskrives mere?]

Det er sådan nogle noter, der er smarte, mens man skriver første udkast, fordi de hjælper én videre. Man slipper for at gå i stå, hver gang der mangler en detalje. Men på et tidspunkt kommer regningen. Før manuskriptet skal til redaktør, må jeg jo hellere selv finde ud af, hvad jeg mente, så redaktøren ikke skal sidde og gætte.

Og meget ofte handler de små parenteser om steder. Både: Hvor foregår scenen? Men også: Hvad gør stedet ved scenen?

Der er mange små hjørner af Thurø og Svendborg, der optræder i den nye bog. Nogle er smukke hjørner i nutidens Thurø. Andre er steder, der har været relevante, fordi mennesker kunne have haft deres gang der i 1938. Og så har jeg også flettet lokaliteter i en europæisk storby ind, fordi nogle historier ikke bliver på den egn, hvor de først ser ud til at høre hjemme.

Det er noget af det, jeg holder meget af ved at skrive spændingsromaner med historiske spor: Et lille sted kan pludselig åbne sig mod noget meget større.

En sti på Thurø kan få forbindelse til en gammel fortælling.

Et hus kan vise sig ikke bare at være et hus, men et sted hvor mennesker, tid og tilfældigheder har sat mærker.

En oplysning i et arkiv kan ikke bruges direkte, men den kan blive til et spørgsmål.

Og spørgsmål er ofte mere brugbare end svar, når man skriver.

I Gådemagerens Gade brugte jeg mange konkrete steder i Svendborg. Byen var ikke kun en baggrund, men en del af gåden. Gader, bygninger, hjørner og forbindelser blev til en måde at lade læseren bevæge sig gennem mysteriet på.

Det er en af grundene til, at jeg bliver ved med at vende tilbage til lokale steder. Ikke fordi jeg vil skrive turistbrochurer. Og heller ikke fordi alt skal kunne genkendes én til én. Men fordi virkelige steder har modstand. De har deres egne former, afstande, lugte, lyde og historiske tilfældigheder. Man kan ikke bare få dem til at makke ret.

Det er irriterende.

Og meget brugbart.

Thurø er på den måde et interessant sted at skrive med. Man kan mærke både landsby og nutid på samme tid. Gamle huse og nyere huse ligger tæt på hinanden. Stier, veje, haver, vand, små hjørner og store udsigter blander sig. Man kan gå eller løbe en tur og få øje på noget, der egentlig ikke gør væsen af sig, men alligevel bliver hængende.

Hvorfor ligger huset netop dér?

Hvem kunne have gået her i 1938?

Hvad ville man have set dengang?

Hvad ville være skjult?

Hvad ville være helt almindeligt for dem, men mærkeligt for os?

Og hvad er det, vi selv går forbi i dag uden at se?

Et af de steder, jeg har besøgt i arbejdet med bogen, er Bergmannhus. Det er selvfølgelig et Karin Michaëlis-sted, og det er svært at skrive om Thurø, spor og historie uden at mærke hendes tilstedeværelse. Men for mig var besøget også meget praktisk: Jeg ville se lokalarkivet, som det er nu, og undersøge, hvad der fandtes af materiale om den periode, jeg interesserer mig for.

Det er ikke altid, research giver én det, man troede, man ledte efter.

Nogle gange får man et svar.

Nogle gange får man et nej.

Nogle gange får man tre nye spørgsmål og et navn, man ikke havde regnet med.

Og nogle gange får man bare en fornemmelse af, at her er noget, man må skrive sig tættere på.

Karin Michaëlis er interessant i den sammenhæng, fordi hun både er meget lokal og meget international. Hun hører til på Thurø, men hun rækker langt ud over Thurø. Hun skrev, rejste, blandede sig, hjalp mennesker, kendte mennesker, og levede i en tid, hvor Europas historie pressede sig helt ind i private hjem.

Det er den slags spændingsfelt, der kan få en roman til at bevæge sig.

Ikke fordi man nødvendigvis skal forklare alt.

Tværtimod.

En af de store udfordringer i denne fase er at lade være med at putte al research ind i bogen. Når man først har fundet noget spændende, kan man meget let komme til at skrive som én, der står med en lommelygte og siger: Se her! Og se her! Og for resten også her!

Men læseren skal ikke på rundvisning i min researchmappe.

Læseren skal mærke, at noget er på spil.

Derfor er mit arbejde lige nu både at skrive til og skære væk. At gøre stederne tydelige nok til, at de føles virkelige, men ikke så forklarede, at de mister deres hemmelighed. At lade historien hvile i virkelige omgivelser uden at gøre romanen til et foredrag.

Det er en balance.

Især når man gerne vil være tro mod stederne, men samtidig skal have dem til at fungere som roman.

For nogle steder er smukke, men dramatiske på den forkerte måde. Andre er historisk interessante, men svære at bruge i en scene. Nogle steder giver en fantastisk stemning, men stopper handlingen. Og nogle steder, som man næsten ikke havde regnet med, viser sig at være præcis den lille dør, historien manglede.

Det er måske derfor, jeg bliver ved med at bruge steder, jeg kan gå rundt i.

De hjælper mig med at tænke.

Når jeg sidder ved skrivebordet, kan jeg bilde mig selv ind, at jeg bestemmer. Men ude i byen og på øen bliver jeg mindet om, at en roman også skal have krop. Der skal være afstande, retninger, vejr, underlag, udsyn, døre, hjørner, lyde og steder, hvor mennesker kan mødes uden at have planlagt det.

Eller steder, hvor de netop ikke burde mødes. Det er dér, spændingen ofte begynder for mig. Et sted, der stiller et spørgsmål.

Har du egentlig set mig? Ved du, hvad der skete her? 

Den tredje Gådemager-bog er stadig under arbejde. Jeg er ikke færdig med at rydde op, stritte mine egne parenteser ud og få alle de små forbindelser til at holde. Men jeg kan mærke, at stederne er begyndt at sidde fast i historien.

Svendborg er der. Thurø er der.

Karin Michaëlis’ verden kaster skygger ind over nutiden.

Og et sted mellem de smukke hjørner, de gamle spor og de spørgsmål, jeg endnu ikke helt har svaret på, er romanen ved at finde sin form.