Historien lyver og det er derfor, den er spændende

 

Historien lyver

og det er derfor, den er spændende

Der findes en udbredt forestilling om, at historien er det, der virkelig skete. En slags facit, der kan slås op, hvis man bare leder længe nok.

Min erfaring er den modsatte: Historien er fuld af huller, skævheder og bevidste udeladelser. Og netop derfor er den så velegnet som råmateriale for spændingsromaner.

Da jeg begyndte arbejdet med Abels Arv, var det ikke, fordi jeg havde fundet et glemt dokument, der forklarede alt. Tværtimod. Jeg havde fundet et menneske – Abel Abelsøn – som næsten ikke havde efterladt sig spor. Og jo mere jeg læste, jo tydeligere blev det, at tavsheden ikke var tilfældig.

Når kilderne tier

Middelalderens kilder er sjældent neutrale. De er skrevet af vindere, institutioner og mænd med magt. De fortæller gerne om konger, slag og mirakler – men langt sjældnere om taberne, de ubelejlige og dem, der døde for tidligt.

Abel Abelsøn var kongesøn, men døde ung. Han regerede aldrig. Han skrev ingen love. Han blev ikke helgenkåret. Det er med andre ord helt rimeligt, at historikerne ikke kan sige ret meget om ham.

Men det er netop dér, romanforfatteren begynder at lytte.

Det historikeren ikke må – men forfatteren må

Historikeren er bundet af dokumentation. Jeg er bundet af sandsynlighed.

Det betyder ikke, at alt er tilladt. Tværtimod. Jeg læser de samme kilder, står i de samme kirker og studerer de samme kalkmalerier. Men hvor historikeren stopper ved: “Vi ved det ikke”, må jeg stille et andet spørgsmål:

Hvis dette var sandt – hvad ville det så have betydet for et menneske?

I Abels Arv har jeg lagt historiske to og to sammen. Ikke for at skrive historien om, men for at udforske, hvad der kan have ligget mellem linjerne. Og det kræver, at man accepterer, at historien ikke er én fortælling, men mange.

Propaganda er ikke en moderne opfindelse

Noget af det, der slog mig mest under min research, var, hvor bevidst middelalderen brugte fortællinger som magtinstrument. Helgenkåringer, krøniker, kirkekunst – alt var med til at forme befolkningens billede af sandheden.

Når en dronning som Agnes kunne få sig selv malet side om side med helgener, var det ikke fromhed alene. Det var iscenesættelse.

I Abels Arv har jeg ladet de stærke kvinder fylde – netop fordi deres indflydelse ofte er reduceret i eftertiden. Ikke nødvendigvis fordi de var uvigtige, men fordi de var besværlige.

Hvorfor løgnen er interessant

Når jeg siger, at historien lyver, mener jeg ikke, at den altid gør det bevidst. Ofte lyver den ved at tie. Ved at forenkle. Ved at gentage den version, der blev praktisk.

For en spændingsforfatter er det ikke et problem. Det er en invitation.

Det er i sprækkerne mellem versionerne, at dramaet opstår. Det er dér, karaktererne begynder at få vilje. Og det er dér, fortiden pludselig føles forbløffende nutidig.

At skrive med respekt for usikkerheden

Jeg har ikke skrevet Abels Arv (eller Gådemagerens Gade ) for at rette historien. Jeg har skrevet den for at tage historien alvorligt – også der, hvor den ikke giver entydige svar.

Måske er det derfor, jeg hele tiden vender tilbage til fysiske steder og genstande. Kirker, grave, ringe. De lyver sjældnere end tekster. De står der endnu, og de modsiger nogle gange det, vi har lært.

Og måske er det netop derfor, historiske romaner bliver ved med at fascinere:
Fordi de minder os om, at sandhed sjældent er endelig – og at fortællinger altid er magt.