Jeg er ved at skrive en ny Gådemager

Der er noget mærkeligt ved at skrive en roman, der foregår steder, man kender.

Man kan gå en helt almindelig tur gennem Svendborg eller over på Thurø og pludselig få følelsen af, at et sted ikke bare er et sted. En dør er ikke længere bare en dør. En sti er ikke bare en sti. Et gammelt hus står ikke bare og passer sig selv.

Det venter.

Sådan føles det i hvert fald lige nu, hvor jeg er ved at færdiggøre det første rå udkast til den tredje bog i Gådemager-universet.

Jeg kan ikke fortælle handlingen endnu. Ikke rigtigt. Der er stadig for meget, der skal holdes i mørke lidt endnu. Men jeg kan sige, at bogen igen kredser om det, jeg selv holder allermest af som læser og forfatter: spor, forbindelser, steder, der gemmer på mere, end de viser, og mennesker, der først forstår alt for sent, hvad de egentlig er blevet trukket ind i.

De to første bøger har på hver sin måde brugt Svendborg som mere end en kulisse.

I Gådemagerens Gade var byen fuld af konkrete steder, små skjulte forbindelser og mysterier i byrummet. I Abels Arv åbnede historien sig bagud mod middelalderen, virkelige personer, gamle magtspil og de huller i historien, hvor fantasien kan få lov til at arbejde.

Den nye bog fortsætter i det spor — men flytter også tyngdepunktet en smule.

Denne gang er det ikke kun Svendborg, der hvisker.

Thurø er begyndt at blande sig.

Det er egentlig et godt billede på skriveprocessen. Jeg troede, jeg vidste nogenlunde, hvor historien skulle hen. Jeg havde personer, temaer, steder og en retning. Men en roman er sjældent så høflig, at den bare følger planen. Den begynder at trække i én. Et sted bliver vigtigere end forventet. En biperson vil ikke tie stille. Et tema, man troede var underordnet, viser sig pludselig at være selve hjertet i fortællingen.

Og så må man lytte.

Lige nu arbejder jeg mig gennem den fase, hvor bogen både findes og ikke findes. Der ligger et stort udkast. Mange scener er skrevet. Mange forbindelser er på plads. Men der er stadig passager, der skal strammes, spor der skal skjules bedre, og karakterer der skal have lov til at gøre det, mennesker ofte gør i virkeligheden: træffe valg, de ikke helt forstår konsekvenserne af.

Det er noget af det, der optager mig mest i den nye bog.

Hvordan én handling kan sætte noget i gang.

Hvordan et ord, en beslutning eller en nysgerrig impuls kan føre videre til noget, man ikke længere selv har kontrol over.

Og måske især: forskellen på at lede efter noget — og på at blive ledt et sted hen.

Det sidste er en ubehagelig tanke. For når man leder, føler man sig aktiv. Man følger sporene, lægger mærke til detaljerne, tror man nærmer sig en sandhed. Men hvad nu hvis sporene ligger der af en grund? Hvad nu hvis nogen har lagt dem ud? Hvad nu hvis nysgerrigheden ikke kun er en styrke, men også en fælde?

Det er den slags spørgsmål, jeg sidder med for tiden.

Samtidig prøver jeg at lade være med at forklare for meget. Det er en fare, når man skriver om historie, steder og virkelige forbindelser. Man opdager noget spændende og får straks lyst til at fortælle det hele. Men en roman må ikke blive en rundvisning. Den skal være en oplevelse. Læseren skal ikke bare informeres. Læseren skal mærke, at der er noget på spil.

Derfor går meget af arbejdet lige nu ud på at fjerne det, jeg selv er blevet for glad for.

En oplysning kan være sand, interessant og veldokumenteret — og alligevel stå i vejen for spændingen.

En scene kan være velskrevet — og alligevel bremse rytmen.

Et spor kan være klogt udtænkt — og alligevel være for tydeligt.

Det er en lidt brutal fase. Men også en god fase. For det er her, bogen langsomt holder op med at være en samling idéer og begynder at blive en fortælling.

Planen er, at det første rå udkast skal være færdigt i løbet af sommeren. I august sender jeg manuskriptet til redaktør. Hvis alt går, som det skal, udkommer bogen til Krimimessen i 2027.

Det føles langt væk.

Men det er også nu, bogen er mest levende for mig. Nu, hvor alt stadig kan flytte sig. Nu, hvor jeg stadig kan blive overrasket af mine egne personer. Nu, hvor Svendborg og Thurø ikke bare er steder på et kort, men noget der hele tiden skubber til historien.

Jeg kommer til at skrive mere om processen her på bloggen i de kommende måneder. Om at bygge en spændingsroman. Om at sidde fast. Om at bruge virkelige steder. Om gåder, research, historiske spor og de mærkelige øjeblikke, hvor en idé pludselig viser sig at have ventet på én længe.

For lige nu er det sådan, det føles:

Som om sporene allerede lå der.

Jeg skulle bare opdage dem.