Interview om dødedagsfejring

-
Markering af dødsdage


Skulle vi ikke fejre de døde som i andre kulturer? Hvorfor holdt vi spareøvelse og reducerede først alle fejringer af vore forfædre som i middelalderen, først til én allehelgens aften, som vi siden glemte at ihukomme? 

Mit læserbrev i Berlingske affødte et interview, der blev bragt i tillægget "Arv & Testamente" i alle JFM's aviser i sidste uge, og også her i KøbenhanvLiv.

Det starter således:
Forfatter Jes Barkler foreslår, at vi lærer af middelalderens syn på døden. Dengang markerede man sine forfædres dødsdag for at hylde afslutningen på et livsværk. Og ved at genoplive den tradition håber forfatteren, at vi kan fjerne noget af den berøringsangst, der er forbundet med at tale om døden.

Læs det hele  i KøbenhanvLiv.

Sådan så det ud i tillægget:





Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Vi skal ikke kun tænde lys i kirken – men i familien

-
Debatindlæg/kommentar, bragt i Berlingske lørdag den 1/11 2025 I anledning af allehelgen tænder mange af os et lys i kirken for dem, vi har mistet. Det er en smuk og værdig tradition. Men måske kan den også minde os om noget, vi har glemt: At mindet om de døde ikke behøver at være bundet til én højtid – det kan leve i hverdagen, året rundt. Midt i min research til en roman om middelalderen stødte jeg på en detalje, der blev siddende i mig: Dengang fejrede man ikke fødselsdage, men dødsdage. Det gjaldt især helgener, men ikke kun dem. Dødsdagen blev set som afslutningen på et livsværk, som overgangen til evigheden – og blev årligt markeret med en andagt, et måltid, et minde. En fysisk manifestation. En evig tilstedeværelse blandt de levende. Siden har jeg ikke kunnet slippe tanken: Burde vi i dag genfinde dét blik på døden? Ikke som noget skræmmende, men som noget formende? Jeg har kun vage, følelsesmæssige billeder af de forfædre, jeg selv kendte, mens de var i live. Og kun visuelle bi...
Læs mere

Hvor jeg er lige nu – og hvad der sker med bøgerne

-
Hvor jeg er lige nu – og hvad der sker med bøgerne Kære læsere, Jeg vil gerne give jer en lille status på, hvor jeg er lige nu – både som forfatter og helt konkret med bøgerne. De seneste måneder har været præget af noget, der ikke har med historier eller skrivning at gøre, men med forlag, konkurs og rettigheder . Det korte af det lange er: Mit tidligere forlag er lukket, og jeg har nu fået rettighederne til mine bøger tilbage . Det betyder, at bøgerne i øjeblikket er taget ned fra boghandlere og streamingtjenester . Det er ikke fordi, jeg har fortrudt dem – tværtimod – men fordi der skal ryddes ordentligt op, før de kan komme ud igen i en ny og bedre udgave. Hvad betyder det for dig som læser? Bøgerne kan lige nu lånes fysisk på bibliotekerne . De kan også købes direkte hos mig, hvis du allerede ved, at du vil have dem. De vil komme tilbage i handel og digitalt – bare ikke helt endnu. Hvad arbejder jeg på? Jeg er i gang med tre ting på én gang: Genudgivelse af de to første bøger Samm...
Læs mere

Hvordan skriver man krypterede spor og gåder i en roman?

-
Billede
Hvordan skriver man krypterede spor og gåder i en roman? Nogle romaner begynder med en idé til en person. Andre begynder med et sted. Mine begynder ofte med en gåde. Jeg har altid været fascineret af mysterier, der gemmer sig lige foran næsen på os – på en kirkevæg, i et gammelt brev eller i byens arkitektur. Når jeg skriver, tænker jeg ikke på gåden som et puslespil, der skal løses, men som en nøgle til nysgerrighed. Den skal få både karaktererne og læseren til at ville vide mere. 🔍 1. Gåden skal vokse ud af historien Et godt krypteret spor virker kun, hvis det føles naturligt for romanens univers. Hvis man bare slynger en tilfældig kode eller et rebus-digt ind, bliver det hurtigt mekanisk. Når jeg skriver, spørger jeg altid: Hvem har efterladt dette spor – og hvorfor? Er det en person, der skjuler sandheden, eller én, der forsøger at blive husket? Når motivet bag gåden giver mening, bliver løsningen også tilfredsstillende. Jeg har tidligere skrevet om sporet i kirkemuren ...
Læs mere