Vi skal ikke kun tænde lys i kirken – men i familien

Debatindlæg/kommentar, bragt i Berlingske lørdag den 1/11 2025

I anledning af allehelgen tænder mange af os et lys i kirken for dem, vi har mistet. Det er en smuk og værdig tradition. Men måske kan den også minde os om noget, vi har glemt: At mindet om de døde ikke behøver at være bundet til én højtid – det kan leve i hverdagen, året rundt.

Midt i min research til en roman om middelalderen stødte jeg på en detalje, der blev siddende i mig: Dengang fejrede man ikke fødselsdage, men dødsdage. Det gjaldt især helgener, men ikke kun dem. Dødsdagen blev set som afslutningen på et livsværk, som overgangen til evigheden – og blev årligt markeret med en andagt, et måltid, et minde. En fysisk manifestation. En evig tilstedeværelse blandt de levende.

Siden har jeg ikke kunnet slippe tanken: Burde vi i dag genfinde dét blik på døden? Ikke som noget skræmmende, men som noget formende?

Jeg har kun vage, følelsesmæssige billeder af de forfædre, jeg selv kendte, mens de var i live. Og kun visuelle billeder af dem, jeg har fotografier af. Hvad nu hvis vi i højere grad lod relationen til de afdøde leve videre – ikke kun gennem sorg, men gennem handling?

Vi danskere elsker fødselsdage. De er glade, lette og giver os et fast holdepunkt i kalenderen. Men netop fordi døden er sværere at håndtere, kunne det være sundt at nærme os den med lidt større åbenhed. Især i det nære og familiære.

Tænk, hvis vi begyndte at markere dødsdage som en stille tradition i familien. Ikke med flag og lagkage, men med fortællinger og nærvær. En dag, hvor vi mindes en tipoldemor og holder hendes historie i live. Hvor hendes valg, værdier og levemåde får lov til at tale til de børn og børnebørn, hun aldrig nåede at møde.

Allehelgen samler os, men det daglige minde former os.

I en tid, hvor sociale medier og reklamer prøver at forme os efter forbilleder, vi aldrig har mødt og aldrig kommer til at ligne, giver det desto mere mening – og langt dybere identitet – at forsøge at være som vores egne forgængere. At lade vores oldemødre og bedstefædre være dem, vi måler os med. Det skaber rødder. Og rødder giver ro

Dødsdage kan være en anledning til at tænde et lys, læse op af et brev, lave en livret, fortælle en historie – eller blot sige et navn højt. Det handler ikke om at idyllisere døden, men om at lade livet få betydning, også efter det er forbi. Ikke kun deres liv. Også vores egne.

Tag et eksempel fra min egen hverdag: Min far har blandt andet lært mig at beskære roser. Han lever heldigvis endnu. Men hvis vi havde en kultur, hvor sådan en færdighed bevidst blev givet videre, så mine tip-tip-oldebørn fik en årlig rosenklippe-dag, ville det både motivere mig til at få det gjort – og til at lære det fra mig til mine børn, niecer og nevøer. At dygtiggøre sig i det små, at være et godt menneske eller at stå ved sin natur kan give genlyd i århundreder, hvis vi genstarter en efterlivskultur.

Hvad jeg selv kan huskes for? Jeg bliver næppe verdenskendt for mine far-jokes, men jeg er uden tvivl familiens slægtsmester. Jeg kommer nok aldrig til OL i padeltennis, men jeg er den bedste i omgangskredsen (jo, jeg er, Carsten).

Et andet eksempel: Jeg mistede en nær ven for snart et år siden. På hans dødsdag vil jeg gøre, som han gjorde: være en godmodig drillepind, og samtidig gøre en indsats for at få alle til at føle sig inkluderet – og i øvrigt være nysgerrig på mindst tre nye emner.

Vi har brug for en kultur, hvor døden ikke kun minder os om tab, men også om tilhørsforhold og betydning. Hvor vi tør se tilbage, fordi det giver os en retning fremad.

At genindføre dødsdagen som en tradition i vores hjem og hjerter er ikke et opgør med fødselsdagen – men et forsøg på at leve med døden på en måde, der styrker både vores tro, vores identitet og vores sammenhæng med dem, vi kommer fra.