Oplev to historiske spændingsromaner fra Svendborg: I ’Gådemagerens Gade’ fører et skjult skattekort fra 1900-tallet til byens hemmeligheder, mens ’Abels Arv’ følger de samme karakterer i Corona-året 2020 og afslører nye spor til 1200-tallets Danmark.
Lektørudtalelse!
Hent link
Facebook
X
Pinterest
Mail
Andre apps
-
Jeg er pavestolt af den flotte lektørudtalelse, der sender Abels Arv ud i alle kanter af kongeriget.
De anbefaler den til ALLE biblioteker og det er dermed en stor grønstempling af romanen.
Hvor jeg er lige nu – og hvad der sker med bøgerne Kære læsere, Jeg vil gerne give jer en lille status på, hvor jeg er lige nu – både som forfatter og helt konkret med bøgerne. De seneste måneder har været præget af noget, der ikke har med historier eller skrivning at gøre, men med forlag, konkurs og rettigheder . Det korte af det lange er: Mit tidligere forlag er lukket, og jeg har nu fået rettighederne til mine bøger tilbage . Det betyder, at bøgerne i øjeblikket er taget ned fra boghandlere og streamingtjenester . Det er ikke fordi, jeg har fortrudt dem – tværtimod – men fordi der skal ryddes ordentligt op, før de kan komme ud igen i en ny og bedre udgave. Hvad betyder det for dig som læser? Bøgerne kan lige nu lånes fysisk på bibliotekerne . De kan også købes direkte hos mig, hvis du allerede ved, at du vil have dem. De vil komme tilbage i handel og digitalt – bare ikke helt endnu. Hvad arbejder jeg på? Jeg er i gang med tre ting på én gang: Genudgivelse af de to første bøger Samm...
Hvilken katolsk munke- eller nonneorden passer til mig? Her kan du finde ud af, hvilket slags kloster du skal flytte ind i. Så tag #klostertesten herunder, og find dit tilhørsforhold. Den er oprindeligt lavet på Instagram, så den består af 20 sider eller frames hvor man starter på den første og derfra finder ud af, hvilken frame man fortsætter på, indtil man ender på en nonne- eller munkeorden.
Debatindlæg/kommentar, bragt i Berlingske lørdag den 1/11 2025 I anledning af allehelgen tænder mange af os et lys i kirken for dem, vi har mistet. Det er en smuk og værdig tradition. Men måske kan den også minde os om noget, vi har glemt: At mindet om de døde ikke behøver at være bundet til én højtid – det kan leve i hverdagen, året rundt. Midt i min research til en roman om middelalderen stødte jeg på en detalje, der blev siddende i mig: Dengang fejrede man ikke fødselsdage, men dødsdage. Det gjaldt især helgener, men ikke kun dem. Dødsdagen blev set som afslutningen på et livsværk, som overgangen til evigheden – og blev årligt markeret med en andagt, et måltid, et minde. En fysisk manifestation. En evig tilstedeværelse blandt de levende. Siden har jeg ikke kunnet slippe tanken: Burde vi i dag genfinde dét blik på døden? Ikke som noget skræmmende, men som noget formende? Jeg har kun vage, følelsesmæssige billeder af de forfædre, jeg selv kendte, mens de var i live. Og kun visuelle bi...
Kommentarer
Send en kommentar