Et julemysterie

4. december i Superlux.dk's julekalender

[De første røde linjer her er de sidste fem linjer i Gådemagerens Gade]

”Prøv lige at se her,” Emma står ved en montre og prøver at fotografere noget med telefonen.
Mikkel kommer nærmere. ”Røgelseskar fra 1300. Teksten på karret fortæller, at det er lavet af Mester Jacob Rød. Det prydes det af en rebus, som ingen endnu har løst.”
Emmas tager endnu et billede af karret. ”Sådan, det skal vi da undersø…”
”Nu stopper du, Emma.”

"Hvad mener du," spørger Emma forundret. 
"Ikke flere skattejagter i år, tak," svarer Mikkel. Han ser pludselig træt ud, som om han har gennemgået de sidste måneders strabadser endnu en gang. 
"Jeg ser I har fundet rebussen?" En kustode i Anne Hvides Gård-museet materialiserer sig bag dem. "Kender I historien bag?"
Emma er fyr og flamme og ignorerer at Mikkel vil trække hende væk. Den burgerbar, hele familien skal spise på, render ingen steder. 
"Jacob Rød var en dygtig smedemester, men kom af dage under en af vendernes plyndringstogter," beretter kustoden med vidåbne øjne. Hun gestikulerer med armene, mens hun fortæller: ”Man havde hørt i byen at de var på vej og forberedte sig på det værste, forskansede sig og gemte sine døtre. Jacob selv tog varsler, og de bekræftede, at ulykken helt sikkert skulle ramme. En dag stod de der så og afkrævede ham hans værdier.

’Jeg er blot en fattig smed, jeg har intet. Jeg mistede endda min jolle. Den gik på pilerevet i lunkebugten og sank. Skån os. Jeg har kun dette tarvelige røgelseskar.’ ” Kustoden laver nu også stemmer, der passer til karaktererne. Mikkel skæver til Emma, men hun er helt forgabt i fortællingen.  
” ’Med hedenske kumler på’, sagde venderen, og smed det tilbage i hovedet på ham, og råbte: ’Jeg tror dig ikke, vis mig dit guld eller jeg slår dig ihjel!’ 
Men Jacob Rød nægtede. ’Her min søn, her er alt hvad vi har,’ sagde han og rakte sønnen røgelseskarret. Jacob blev dræbt af venderen, men familien blev skånet og historien overlevede.”
"Og ingen ved, hvad rebussen betyder," spørger Emma.
"Den betyder nok ikke noget - det ligner runer, men det er ikke nogen tegn, vi kender. Måske er det bare pynt, eller en der har øvet sig i gravering."

Senere samme aften har Emma og Mikkel indfundet sig på Jettes Diner. De er der allesammen, Gitte, Mogens, Philip og farfar. Med hver deres bogstavkombinationsburger. Emma kan ikke rigtig samle sig om sin SOB (Strudseburger med ost og bacon), og går op i baren for at bestille mere vand til forsamlingen. Og for at tænke. Hun giver rebussen på telefonen endnu et kig, og lægger den på den blankpolerede bardisk, da farfar sætter sig ved siden af hende.

”Mjød, tak,” siger han til pigen bag disken, der vender et par bøffer i et mindre flammehav.
Emma fanger den ansattes blik og ryster på hovedet. Hun vender sig mod farfaren. ”Det er ikke den slags sted, farfar. Jeg har lige bedt om vand. Du kan også få en sodavand?” Staklen er lidt forvirret. Normale senile går nogle gang lidt i barndom. Farfar skifter lidt mellem århundrederne.
Han ser op og ned ad hende. Rækker næven frem og stryger hende på kinden. ”Dobbelt skønhed i spejlet,” og vralter tilbage til deres bord.

Emma undrer sig over formuleringen, indtil hun ser sin egen refleksion i den blanke overflade på disken. Nå, ja, smiler hun for sig selv. 
Så ser hun det. På sin telefon.

”Far, kom her!” Mikkel skynder sig hen til hende, som om han er bange for hun har fået sprøjtet varm friture på sig.
Hun viser ham rebussen på telefonen mod bordpladen. ”Jeg ved hvor Jacob gemte sit guld.” 
Hun nyder sekunderne indtil han også ser det. "Ahaa. De to a'er er et å, jo. Så står der …"
"Vi skal ud at dykke!"