Pote of no return
Point of no return
Jeg skrev sidste punktum i første version af romanen for nogle år tilbage, lige inden jeg tog med familien til Costa Rica.
På et tidspunkt kniber herren øjnene sammen og betragter mig. Denne beboer fra den modsatte side af kloden spørger: "Der var garanteret et specifikt øjeblik, hvor du besluttede, at dén historie kunne du ikke lægge fra dig. At du var nødt til at skrive den færdig."
Han havde helt ret. Det tog mig ét sekund at bekræfte. Ja, i kirken. Da jeg finder det spor, der får hele skattejagt-plottet til at hænge sammen.
Jeg var interesseret i at komme op i et klokketårn og finde et spor til bogen, men jeg vidste ikke om man kunne komme derop.
Jeg går ind i kirken og ser, at døren til et rum, der ligner et kontor, står åben.
I den anden ende af rummet er en anden dør åben, og jeg kan se begyndelsen af en vindeltrappe. Det er tydeligt på kontorets indretning, at det ikke er meningen, der skal være offentlig adgang. "Hallo?" prøver jeg, men får intet svar.
Jeg lister mig op ad vindeltrappen. Jeg tæller skridtene, for det stemmer med mit plots tidligere spor, hvis jeg kan finde noget brugbart ved det 36. trin.
Jeg kommer derop og stiller mig på et af de øverste trin, nummer 36 og ser mig omkring.
Det er helt vildt. Der er et spor! Hvor sindssygt. Jeg tager et billede af det med min temmeligt primitive telefon.
Så kommer klokkeren ned til mig, ser lidt brysk ud.
Jeg spørger forsigtig, om jeg egentlig må være her. "Næ." Jeg skynder mig at fortælle, at jeg er ved at researche til en roman, og han bløder straks op.
Så kapitlet i bogen ligner temmeligt meget følelsen og hændelserne den dag, jeg fandt sporet.
"Vindeltrappen" er i øvrigt titlen og emnet for en anden Svendborg-spændingsroman, hvor der spekuleres I, hvordan netop Skt Nikolai kirkes tårntrappen ender blindt i noget der ligner et tilmuret rum.
Jeg håber vi på den anden side af Corona kan få åbnet op for Gådemager-fans til at bese tårnet med egne øjne.
Kommentarer
Send en kommentar