Gådemagerens Gade og Abels Arv

Skulle vi ikke fejre de døde som i andre kulturer? Hvorfor holdt vi spareøvelse og reducerede først alle fejringer af vore forfædre som i middelalderen, først til én allehelgens aften, som vi siden glemte at ihukomme?  Mit læserbrev i Berlingske affødte et interview, der blev bragt i tillægget "Arv & Testamente" i alle JFM's aviser i sidste uge, og også her i KøbenhanvLiv . Det starter således: Forfatter Jes Barkler foreslår, at vi lærer af middelalderens syn på døden. Dengang markerede man sine forfædres dødsdag for at hylde afslutningen på et livsværk. Og ved at genoplive den tradition håber forfatteren, at vi kan fjerne noget af den berøringsangst, der er forbundet med at tale om døden. Læs det hele  i  KøbenhanvLiv . Sådan så det ud i tillægget:

  Historien lyver og det er derfor, den er spændende Der findes en udbredt forestilling om, at historien er det, der virkelig skete. En slags facit, der kan slås op, hvis man bare leder længe nok. Min erfaring er den modsatte: Historien er fuld af huller, skævheder og bevidste udeladelser. Og netop derfor er den så velegnet som råmateriale for spændingsromaner. Da jeg begyndte arbejdet med Abels Arv , var det ikke, fordi jeg havde fundet et glemt dokument, der forklarede alt. Tværtimod. Jeg havde fundet et menneske – Abel Abelsøn – som næsten ikke havde efterladt sig spor. Og jo mere jeg læste, jo tydeligere blev det, at tavsheden ikke var tilfældig. Når kilderne tier Middelalderens kilder er sjældent neutrale. De er skrevet af vindere, institutioner og mænd med magt. De fortæller gerne om konger, slag og mirakler – men langt sjældnere om taberne, de ubelejlige og dem, der døde for tidligt. Abel Abelsøn var kongesøn, men døde ung. Han regerede aldrig. Han skrev ingen love. ...

  Når fortidens mennesker skal føles levende Noget af det sværeste ved at skrive historiske romaner er ikke at finde årstal eller begivenheder. Det er at skabe mennesker, der føles virkelige – uden at forråde den tid, de levede i. Når jeg arbejder med historiske karakterer som Abel Abelsøn og dronning Mechtilde, står jeg hele tiden i spændingsfeltet mellem det, vi ved , og det, vi ikke ved. Historiske kilder giver fragmenter. Resten må bygges med respekt, nysgerrighed og fantasi. Her er fem principper, jeg selv arbejder ud fra, når jeg forsøger at gøre fortidens mennesker levende. 1. Start med det, karakteren ikke har valgt Mennesker i historien havde langt færre valgmuligheder end os. Slægt, køn, stand, tro og geografi var ikke noget, man kunne fravælge. Når jeg bygger en historisk karakter, begynder jeg derfor med det ufravigelige: Hvad var personen født ind i? Hvilke forventninger hvilede på dem, længe før de selv kunne handle? For Abel Abelsøn betyder det, at han fø...

Hvordan man bygger spænding i to tidslinjer Når man skriver en roman, der veksler mellem fortid og nutid, er det som at spille på to instrumenter samtidig. Begge melodier skal være smukke i sig selv — men først, når de mødes, opstår den egentlige harmoni. I Abels Arv lod jeg to historier udfolde sig: Den ene i 1200-tallets Danmark, hvor magt, religion og ære var livsfarlige størrelser. Den anden i 2020, hvor mine unge hovedpersoner kæmper med deres egne valg og sandheder. De to tidslinjer spejler hinanden, og deres temaer – skyld, tro, kærlighed og sandhed – væves sammen, selv om de udspiller sig i vidt forskellige virkeligheder. Det kan dog hurtigt gå galt, hvis læseren mister orienteringen. Derfor arbejder jeg ud fra nogle faste principper: Giv begge linjer en fortællekurve Læseren skal også glæde sig til at vende tilbage til begge spor. Fortiden må ikke bare være baggrund – den skal være dramatisk i sig selv. Slut og start med ekkoer Når et kapitel slutter i nutiden med et dilemma, ...

Hvor jeg er lige nu – og hvad der sker med bøgerne Kære læsere, Jeg vil gerne give jer en lille status på, hvor jeg er lige nu – både som forfatter og helt konkret med bøgerne. De seneste måneder har været præget af noget, der ikke har med historier eller skrivning at gøre, men med forlag, konkurs og rettigheder . Det korte af det lange er: Mit tidligere forlag er lukket, og jeg har nu fået rettighederne til mine bøger tilbage . Det betyder, at bøgerne i øjeblikket er taget ned fra boghandlere og streamingtjenester . Det er ikke fordi, jeg har fortrudt dem – tværtimod – men fordi der skal ryddes ordentligt op, før de kan komme ud igen i en ny og bedre udgave. Hvad betyder det for dig som læser? Bøgerne kan lige nu lånes fysisk på bibliotekerne . De kan også købes direkte hos mig, hvis du allerede ved, at du vil have dem. De vil komme tilbage i handel og digitalt – bare ikke helt endnu. Hvad arbejder jeg på? Jeg er i gang med tre ting på én gang: Genudgivelse af de to første bøger Samm...

Julens historiske gaver – bøger og genstande der bringer historien til live Julen er gaveudpakningens højtid. Men for mig er julen også en tid, hvor man stopper lidt op og mærker forbindelsen bagud: til barndom, traditioner – og længere endnu, til historien. Derfor har jeg altid haft en svaghed for historiske gaver. Ikke nødvendigvis store eller dyre, men gaver der inviterer modtageren til at røre ved historien – bogstaveligt eller i fantasien. Bogen som tidsmaskine Den mest oplagte historiske gave er naturligvis en bog. En historisk roman eller fagbog gør noget særligt: Den giver adgang til en anden tid, set indefra. God historisk fiktion handler ikke om årstal, men om mennesker – om frygt, mod, magt og valg, som ikke er så forskellige fra vores egne. En god tommelfingerregel er at vælge bøger, der tager udgangspunkt i konkrete steder. Når læseren bagefter kan gå en tur og genkende en kirke, en gade eller en kystlinje, bliver oplevelsen hængende. Historien flytter med ud i virkelighe...

Debatindlæg/kommentar, bragt i Berlingske lørdag den 1/11 2025 I anledning af allehelgen tænder mange af os et lys i kirken for dem, vi har mistet. Det er en smuk og værdig tradition. Men måske kan den også minde os om noget, vi har glemt: At mindet om de døde ikke behøver at være bundet til én højtid – det kan leve i hverdagen, året rundt. Midt i min research til en roman om middelalderen stødte jeg på en detalje, der blev siddende i mig: Dengang fejrede man ikke fødselsdage, men dødsdage. Det gjaldt især helgener, men ikke kun dem. Dødsdagen blev set som afslutningen på et livsværk, som overgangen til evigheden – og blev årligt markeret med en andagt, et måltid, et minde. En fysisk manifestation. En evig tilstedeværelse blandt de levende. Siden har jeg ikke kunnet slippe tanken: Burde vi i dag genfinde dét blik på døden? Ikke som noget skræmmende, men som noget formende? Jeg har kun vage, følelsesmæssige billeder af de forfædre, jeg selv kendte, mens de var i live. Og kun visuelle bi...