Gådemagerens Gade og Abels Arv

  Et escape room i en konvolut – oplev Abels Arv i Svendborgs gader den 10. maj 2026 Hvad nu hvis en roman ikke kun var noget, man læste – men noget, man bevægede sig igennem? Den tanke har længe ligget bag mit arbejde med Abels Arv . Historien foregår ikke bare i Svendborg. Den udspringer af byen: af kirkerne, de gamle gader, sporene fra middelalderen, som stadig ligger gemt i det, vi ellers kalder hverdag. Nu bliver den tanke til virkelighed. Den 10. maj 2026 afvikler jeg et romanbaseret escape room på Svendborg Brætspilscafe – og her bliver deltagerne selv en del af fortællingen. Fra bog til by Escape roomet er bygget op som en slags litterær skattejagt. Deltagerne får udleveret en konvolut med spor, kort og gåder, og derfra begynder opdagelsen. Man bevæger sig ikke bare i et spil – men i byen selv. Svendborg bliver scenen. Undervejs skal man: afkode skjulte beskeder finde spor i byrummet samarbejde om at løse gåder samle bogstaver til en endelig kode De...

– om magt, der ikke larmer Når vi tænker på middelalderen, tænker vi ofte på sværd, slag og rustninger. På mænd, der kæmper om magten med vold som det mest synlige redskab. Men jo mere jeg har arbejdet med perioden, jo tydeligere er det blevet for mig: De farligste mennesker var ikke dem med våben i hånden. Det var dem, der kunne forme fortællingen. Magt uden støj Et sværd er synligt. Det larmer. Det kan måles i sår og sejre. Men magt i middelalderen fandtes også i noget langt mere stille: i ord, ritualer, ægteskaber og symboler. En alliance kunne ændre et kongerige. En helgenkåring kunne omskrive et menneskes eftermæle. Et ægteskab kunne flytte magt uden at én dråbe blod blev spildt. Det er en type magt, der ikke altid efterlader tydelige spor – men som virker længere. Kvinderne, der ikke burde fylde Når man læser middelalderens kilder, kan man få indtryk af, at kvinderne står i baggrunden. Men det er sjældent hele sandheden. I arbejdet med Abels Arv blev det hurtigt tydeligt for...

Hvordan så Danmark ud i 1200-tallet – og hvor kan man stadig finde sporene i dag? I romanen Abels Arv spiller klosterkulturen en central rolle. Men klostrene er ikke kun historie – mange af stederne findes stadig, mens andre kun kan anes i landskabet eller i byernes struktur. Derfor har jeg samlet et kort, hvor du både kan: følge spor fra romanens univers og udforske middelalderens klostre i Danmark Se kortet her: Hvad viser kortet? Kortet samler to spor: Steder fra Abels Arv Udvalgte steder, der enten direkte indgår i romanen eller er inspireret af de miljøer og landskaber, historien udspringer af. Klostre fra middelalderens Danmark Kortet markerer både: eksisterende klostre (eller rester af dem) nedlagte klostre, hvor kun historien er tilbage Tilsammen giver det et billede af den verden, romanen bevæger sig i. Klostrene – middelalderens skjulte netværk I 1200-tallet var klostrene ikke isolerede steder. De var en del af et netværk, der strakte sig på tværs af Danmark og Europa. Her b...

At gå en tur er også research – hvorfor mine romaner begynder med ømme fødder Man kan researche en historisk roman på mange måder. Man kan læse krøniker, studere arkæologiske rapporter og dykke ned i sekundærlitteratur. Det gør jeg også. Men hvis jeg kun sad ved skrivebordet, ville mine bøger mangle noget afgørende. Mine romaner begynder ofte med en gåtur. Ikke en symbolsk én. En virkelig. Med vind i ansigtet og brosten under skoene. Steder ved noget, som bøger ikke fortæller Et sted er aldrig neutralt. Det har hældning, lugt, afstand, lys, lyd. Når jeg bevæger mig gennem en by, begynder spørgsmålene at melde sig: Hvorfor ligger kirken netop her? Hvorfor svinger gaden på dette punkt? Hvor langt er der egentlig mellem torv og havn, hvis man bærer rustning? Den slags svar finder man ikke i et register. I arbejdet med Abels Arv var det netop de fysiske spor i Svendborg – de to kirker, volden ved Kyseborgstræde, området under banegården hvor klosteret lå – der gjorde middelalderen konkret...

Skulle vi ikke fejre de døde som i andre kulturer? Hvorfor holdt vi spareøvelse og reducerede først alle fejringer af vore forfædre som i middelalderen, først til én allehelgens aften, som vi siden glemte at ihukomme?  Mit læserbrev i Berlingske affødte et interview, der blev bragt i tillægget "Arv & Testamente" i alle JFM's aviser i sidste uge, og også her i KøbenhanvLiv . Det starter således: Forfatter Jes Barkler foreslår, at vi lærer af middelalderens syn på døden. Dengang markerede man sine forfædres dødsdag for at hylde afslutningen på et livsværk. Og ved at genoplive den tradition håber forfatteren, at vi kan fjerne noget af den berøringsangst, der er forbundet med at tale om døden. Læs det hele  i  KøbenhanvLiv . Sådan så det ud i tillægget:

  Historien lyver og det er derfor, den er spændende Der findes en udbredt forestilling om, at historien er det, der virkelig skete. En slags facit, der kan slås op, hvis man bare leder længe nok. Min erfaring er den modsatte: Historien er fuld af huller, skævheder og bevidste udeladelser. Og netop derfor er den så velegnet som råmateriale for spændingsromaner. Da jeg begyndte arbejdet med Abels Arv , var det ikke, fordi jeg havde fundet et glemt dokument, der forklarede alt. Tværtimod. Jeg havde fundet et menneske – Abel Abelsøn – som næsten ikke havde efterladt sig spor. Og jo mere jeg læste, jo tydeligere blev det, at tavsheden ikke var tilfældig. Når kilderne tier Middelalderens kilder er sjældent neutrale. De er skrevet af vindere, institutioner og mænd med magt. De fortæller gerne om konger, slag og mirakler – men langt sjældnere om taberne, de ubelejlige og dem, der døde for tidligt. Abel Abelsøn var kongesøn, men døde ung. Han regerede aldrig. Han skrev ingen love. ...

  Når fortidens mennesker skal føles levende Noget af det sværeste ved at skrive historiske romaner er ikke at finde årstal eller begivenheder. Det er at skabe mennesker, der føles virkelige – uden at forråde den tid, de levede i. Når jeg arbejder med historiske karakterer som Abel Abelsøn og dronning Mechtilde, står jeg hele tiden i spændingsfeltet mellem det, vi ved , og det, vi ikke ved. Historiske kilder giver fragmenter. Resten må bygges med respekt, nysgerrighed og fantasi. Her er fem principper, jeg selv arbejder ud fra, når jeg forsøger at gøre fortidens mennesker levende. 1. Start med det, karakteren ikke har valgt Mennesker i historien havde langt færre valgmuligheder end os. Slægt, køn, stand, tro og geografi var ikke noget, man kunne fravælge. Når jeg bygger en historisk karakter, begynder jeg derfor med det ufravigelige: Hvad var personen født ind i? Hvilke forventninger hvilede på dem, længe før de selv kunne handle? For Abel Abelsøn betyder det, at han fø...