Gådemagerens Gade og Abels Arv

Julens historiske gaver – bøger og genstande der bringer historien til live Julen er gaveudpakningens højtid. Men for mig er julen også en tid, hvor man stopper lidt op og mærker forbindelsen bagud: til barndom, traditioner – og længere endnu, til historien. Derfor har jeg altid haft en svaghed for historiske gaver. Ikke nødvendigvis store eller dyre, men gaver der inviterer modtageren til at røre ved historien – bogstaveligt eller i fantasien. Bogen som tidsmaskine Den mest oplagte historiske gave er naturligvis en bog. En historisk roman eller fagbog gør noget særligt: Den giver adgang til en anden tid, set indefra. God historisk fiktion handler ikke om årstal, men om mennesker – om frygt, mod, magt og valg, som ikke er så forskellige fra vores egne. En god tommelfingerregel er at vælge bøger, der tager udgangspunkt i konkrete steder. Når læseren bagefter kan gå en tur og genkende en kirke, en gade eller en kystlinje, bliver oplevelsen hængende. Historien flytter med ud i virkelighe...

Debatindlæg/kommentar, bragt i Berlingske lørdag den 1/11 2025 I anledning af allehelgen tænder mange af os et lys i kirken for dem, vi har mistet. Det er en smuk og værdig tradition. Men måske kan den også minde os om noget, vi har glemt: At mindet om de døde ikke behøver at være bundet til én højtid – det kan leve i hverdagen, året rundt. Midt i min research til en roman om middelalderen stødte jeg på en detalje, der blev siddende i mig: Dengang fejrede man ikke fødselsdage, men dødsdage. Det gjaldt især helgener, men ikke kun dem. Dødsdagen blev set som afslutningen på et livsværk, som overgangen til evigheden – og blev årligt markeret med en andagt, et måltid, et minde. En fysisk manifestation. En evig tilstedeværelse blandt de levende. Siden har jeg ikke kunnet slippe tanken: Burde vi i dag genfinde dét blik på døden? Ikke som noget skræmmende, men som noget formende? Jeg har kun vage, følelsesmæssige billeder af de forfædre, jeg selv kendte, mens de var i live. Og kun visuelle bi...

Hvordan skriver man krypterede spor og gåder i en roman? Nogle romaner begynder med en idé til en person. Andre begynder med et sted. Mine begynder ofte med en gåde. Jeg har altid været fascineret af mysterier, der gemmer sig lige foran næsen på os – på en kirkevæg, i et gammelt brev eller i byens arkitektur. Når jeg skriver, tænker jeg ikke på gåden som et puslespil, der skal løses, men som en nøgle til nysgerrighed. Den skal få både karaktererne og læseren til at ville vide mere. 🔍 1. Gåden skal vokse ud af historien Et godt krypteret spor virker kun, hvis det føles naturligt for romanens univers. Hvis man bare slynger en tilfældig kode eller et rebus-digt ind, bliver det hurtigt mekanisk. Når jeg skriver, spørger jeg altid: Hvem har efterladt dette spor – og hvorfor? Er det en person, der skjuler sandheden, eller én, der forsøger at blive husket? Når motivet bag gåden giver mening, bliver løsningen også tilfredsstillende. Jeg har tidligere skrevet om sporet i kirkemuren ...

Når man skriver spændingsromaner med historisk islæt, handler det ikke kun om at opfinde en god historie – det handler om at opdage den, der allerede ligger gemt i byens gader. Jeg har altid følt, at Svendborg selv fortæller sine historier. De dukker op i gamle mure, i brosten, i stednavne og i de kirker, hvor man stadig kan fornemme de stemmer, der engang bad, sang eller skændtes. For mig starter en roman sjældent foran computeren. Den begynder i byens rum. Jeg går gennem Svendborgs gader og prøver at se, hvad der ligger skjult lige under overfladen – ikke som en historiker, men som en nysgerrig skattejæger. Det første sted, jeg fandt noget gådefuldt, var vinduet over et apotek i byen. Blomsterreliefferne indbød til at danne en gåde, som du selv kan prøve at løse her .  Jeg startede dér og fik skattejagten til at lede videre gennem highlights i Svendborg anno år 1900 og deromkring. Da jeg opdagede en forbindelse mellem apoteket og kirken overfor, ville jeg rigtig gerne have vin...

  Mangler du lidt skub i dagligdagen?  Vær opdagelsesrejsende i dit eget nærmiljø og sæt hakker ved din bucket list.  Her er 10 forslag til hvordan du kan bringe spænding og frisk luft ind i din hverdag. På med tropehjelmen! 1 Klatre i et træ Hvornår var sidste gang, du klatrede i et træ? Genoplev barndommens spænding og mærk træets gamle væsen.  2 Tag på Spontan Picnictur Pak en lille madkurv, tag en tæppe under armen, og hop ud i det blå. Find et sted, du ikke plejer at opholde dig – det kan være en ukendt bypark eller en afsides bakketop. Nyd måltidet under åben himmel, og tag dig tid til at sanse naturen omkring dig. 3 Skab dit eget fotoprojekt Tag din mobil eller et kamera i hånden, og gå på jagt efter motiver, der fortæller en lille historie om din hverdag. Det kan være alt fra finurlige dørhåndtag til gadeliv og naturdetaljer. Udforsk omgivelserne med et nyt blik, og se, hvordan din verden pludselig fremstår mere eventyrlig, når du leder efter de små detaljer....

Hvilken katolsk munke- eller nonneorden passer til mig? Her kan du finde ud af, hvilket slags kloster du skal flytte ind i. Så tag #klostertesten herunder, og find dit tilhørsforhold. Den er oprindeligt lavet på Instagram, så den består af 20 sider eller frames hvor man starter på den første og derfra finder ud af, hvilken frame man fortsætter på, indtil man ender på en nonne- eller munkeorden.

På side 311 i Abels Arv står der et sted to ord, som var ret vigtige for mig at få med. Faktisk siger Emma tidligere i første udkast til romanen “Jeg vil bare udforske”, og side 311 er så en gentagelse af hendes udtryk.  Det er bare ikke Emmas udtryk, det tilhører Anja Robanke.  Det kræver en forklaring. Under udviklingen af min hovedkarakter, den natursøgende Emma, har jeg på sociale medier fulgt flere profiler der på den ene eller anden måde har denne karakteristik. Jeg kunne have min tvivl om, at en pige, der hellere tilbringer natten i en hængekøje alene i en skov end i en blød seng, overhovedet er troværdig. Men disse profiler bekræfter mig i det, og giver mig ekstra inspiration. En af profilerne har for eksempel givet mig den ide at Emma kan finde på at nyde Limfjordsporter. En anden er Anja. Jeg faldt over et interview med hende i et friluftsmagasin, hvor hun fortalte at hun havde solgt alt og var flyttet i autocamper for at forfølge sin passion for naturfotografi. Og d...