Gådemagerens Gade og Abels Arv

Anledningen er egentlig ikke mine bøger, men min orienteringsklub. Jeg blev interviewet om orienteringsløb, og det passede mig sådan set glimrende, for der er ikke så langt fra poster i skoven til spor i en spændingsroman. Jeg fik nemlig også lov til at vise mine romaner frem under optagelsen. Og jo mere jeg tænker over det, jo mere oplagt er koblingen faktisk. I orienteringsløb får man et kort, nogle poster og en opgave: Find vej gennem terrænet, læs sporene rigtigt og kom frem til det sted, der ikke nødvendigvis er synligt, når man begynder. Det minder mistænkeligt meget om den slags bøger, jeg skriver. Mine romaner er fulde af gåder, skjulte forbindelser, gamle spor og steder, der skal findes eller forstås på den rigtige måde. Personerne bevæger sig gennem landskaber med ledetråde foran sig - og ligesom i orienteringsløb hjælper det ikke meget at løbe stærkt, hvis man løber i den forkerte retning. Så selv om kameraet denne gang primært var rettet mod orienteringssporten, fik Gådemag...

  En uge bag kulisserne på romanen I sidste uge havde jeg en af de uger, der minder mig om, hvorfor research næsten er noget af det sjoveste ved at skrive. Tre dage. Tre steder. Tre helt forskellige dele af den roman, jeg arbejder på. Tirsdag gik turen til Thurø Lokalarkiv, hvor otte frivillige ildsjæle holder styr på øens historie. Jeg kom med meget konkrete spørgsmål. Blandt andet noget så specifikt som kønnet på Karin Michaëlis’ hund og placeringen af forskellige vandhuller på Thurø i gamle dage. Jeg skulle også se, hvordan både arkivet og mindestuen ser ud, fordi de optræder i romanen. Men sådan går research sjældent helt efter planen. Man kommer efter ét svar og går hjem med fem nye historier. Blandt andet fik jeg at vide, at der findes et bundløst hul på Thurø. Sådan en oplysning kan man jo næsten ikke give en spændingsforfatter uden at risikere konsekvenser. Jeg fik også fotograferet detaljer, kort og materiale, som kan hjælpe mig med at få miljøet rigtigt, når romanens pers...

Gådemagerens Gade-nyhedsbrevet kommer hver måned med nyt om mit forfatterskab. Så hvis du vil vide nyt om 3eren før din bibliotekar, så tilmeld dig. Kig ind i maskinrummet og være først til at få det sidste nye i mit månedlige nyhedsbrev! Tilmeld dig her:  http://eepurl.com/iSjrS6 og det er nemt at afmelde sig igen. PS: Du får et postkort fra Emma, sendt efter Abels Arv, inden 3'eren, hvis du tilmelder dig.

Tre besøg på Thurø -og to meget forskellige huse Jeg skrev for nylig, at jeg snart skal indenfor på Skjoldemose. Men det bliver faktisk ikke det eneste sted med forbindelse til mit forfatterskab, jeg får mulighed for at opleve indefra denne uge. Jeg skal også besøge Bergmannhus på Thurø . Endda to gange - og af to helt forskellige grunde. Den ene gang skal jeg til en privat fest i huset. Den anden gang kommer jeg med et noget mere nørdet formål: Jeg skal besøge det lokalarkiv, der holder åbent i Bergmannhus om tirsdagen. For Bergmannhus er ikke bare ét sted med én funktion. Huset rummer både historie, lokalliv og arkiv - og så har det naturligvis en særlig forbindelse til Karin Michaëlis , som boede på Thurø og fylder en del i mit eget arbejde med historier, steder og mennesker. På min cykeltur forleden kom jeg igen forbi huset og tog dette billede. Det er en af de ting, jeg holder mest af ved research til mine romaner: Først er et sted bare en prik på et kort eller et navn i en bog. S...

Det sidste på plads Slut-research på Gådemageren 3 Jeg cyklede Thurø tyndt i går med kamera og sanser.  De sidste detaljer skal lige bekræftes, og så samlede jeg foto-materiale til det PR arbejde, jeg glæder mig til. Der er godt nok mange kroge på den ø.  Om to uger skal jeg på privat rundvisning på Skjoldemose. At skrive bøger åbner døre og jeg tillader mig selv at stille min nysgerrighed på måder, der ellers er udenfor min komfortzone. 

Steder der sniger sig ind i mine bøger Nogle steder er ikke kulisser, der står pænt i baggrunden og venter på, at handlingen kommer forbi. De blander sig. De foreslår scener. De ændrer stemning. De hvisker små irriterende spørgsmål, netop når man troede, man havde styr på plottet. Sådan har jeg det tit med Svendborg. I mine historiske spændingsromaner spiller virkelige steder i Svendborg og på Thurø ofte en aktiv rolle i både plot og stemning. Og i arbejdet med den tredje Gådemager-bog har jeg fået det mere og mere sådan med Thurø. Jeg er i gang med den fase af manuskriptet, hvor jeg gennemskriver og rydder op. Det lyder måske pænt og kontrolleret, men i praksis betyder det blandt andet, at jeg går alle mine små beskeder til mig selv igennem. De står rundt omkring i teksten som små byggepladser: [skriv dette senere] [find bedre overgang] [hvad ved hun egentlig her?] [tjek årstal] [skal stedet beskrives mere?] Det er sådan nogle noter, der er smarte, mens man skriver første udkast, ford...

  Hvordan starter man en spændingsroman? Man kunne tro, at en spændingsroman begynder med et mord. Eller et lig. Eller en dramatisk åbningsscene med nogen, der løber gennem mørket, mens regnen pisker ned, og en skikkelse følger efter på passende uhyggelig afstand. Det kan den selvfølgelig godt. Men for mig begynder en spændingsroman næsten altid et andet sted. Den begynder med et sammensurium af ting, der klør: Følelsen af, at noget ikke stemmer. Noget, der mangler at blive sagt. En ide om en jagtscene. Noget stort, vi passerer hver dag uden at skænke det en tanke. En detalje i en gammel bygning.  I starten er der ikke nødvendigvis et plot eller en forbrydelse. Der er bare en uro. Så er der hovedpersonerne. De står som oversete børn efter hver roman og spørger, hvor de nu skal gå hen. Mere uro. Det er egentlig en ret mærkelig fase. For man ved endnu ikke, om uroen bliver til noget. Måske er det bare en løs idé. Måske er det en blindgyde. Måske er det en af de tanker, der ...