Gådemagerens Gade og Abels Arv

Tre besøg på Thurø -og to meget forskellige huse Jeg skrev for nylig, at jeg snart skal indenfor på Skjoldemose. Men det bliver faktisk ikke det eneste sted med forbindelse til mit forfatterskab, jeg får mulighed for at opleve indefra denne uge. Jeg skal også besøge Bergmannhus på Thurø . Endda to gange - og af to helt forskellige grunde. Den ene gang skal jeg til en privat fest i huset. Den anden gang kommer jeg med et noget mere nørdet formål: Jeg skal besøge det lokalarkiv, der holder åbent i Bergmannhus om tirsdagen. For Bergmannhus er ikke bare ét sted med én funktion. Huset rummer både historie, lokalliv og arkiv - og så har det naturligvis en særlig forbindelse til Karin Michaëlis , som boede på Thurø og fylder en del i mit eget arbejde med historier, steder og mennesker. På min cykeltur forleden kom jeg igen forbi huset og tog dette billede. Det er en af de ting, jeg holder mest af ved research til mine romaner: Først er et sted bare en prik på et kort eller et navn i en bog. S...

Det sidste på plads Slut-research på Gådemageren 3 Jeg cyklede Thurø tyndt i går med kamera og sanser.  De sidste detaljer skal lige bekræftes, og så samlede jeg foto-materiale til det PR arbejde, jeg glæder mig til. Der er godt nok mange kroge på den ø.  Om to uger skal jeg på privat rundvisning på Skjoldemose. At skrive bøger åbner døre og jeg tillader mig selv at stille min nysgerrighed på måder, der ellers er udenfor min komfortzone. 

Steder der sniger sig ind i mine bøger Nogle steder er ikke kulisser, der står pænt i baggrunden og venter på, at handlingen kommer forbi. De blander sig. De foreslår scener. De ændrer stemning. De hvisker små irriterende spørgsmål, netop når man troede, man havde styr på plottet. Sådan har jeg det tit med Svendborg. Og i arbejdet med den tredje Gådemager-bog har jeg fået det mere og mere sådan med Thurø. Jeg er i gang med den fase af manuskriptet, hvor jeg gennemskriver og rydder op. Det lyder måske pænt og kontrolleret, men i praksis betyder det blandt andet, at jeg går alle mine små beskeder til mig selv igennem. De står rundt omkring i teksten som små byggepladser: [skriv dette senere] [find bedre overgang] [hvad ved hun egentlig her?] [tjek årstal] [skal stedet beskrives mere?] Det er sådan nogle noter, der er smarte, mens man skriver første udkast, fordi de hjælper én videre. Man slipper for at gå i stå, hver gang der mangler en detalje. Men på et tidspunkt kommer regningen. Før ...

Gådemagerens Gade-nyhedsbrevet kommer hver måned med nyt om mit forfatterskab. Så hvis du vil vide nyt om 3eren før din bibliotekar, så tilmeld dig. Kig ind i maskinrummet og være først til at få det sidste nye i mit månedlige nyhedsbrev! Tilmeld dig her:  http://eepurl.com/iSjrS6 og det er nemt at afmelde sig igen.

  Hvordan starter man en spændingsroman? Man kunne tro, at en spændingsroman begynder med et mord. Eller et lig. Eller en dramatisk åbningsscene med nogen, der løber gennem mørket, mens regnen pisker ned, og en skikkelse følger efter på passende uhyggelig afstand. Det kan den selvfølgelig godt. Men for mig begynder en spændingsroman næsten altid et andet sted. Den begynder med et sammensurium af ting, der klør: Følelsen af, at noget ikke stemmer. Noget, der mangler at blive sagt. En ide om en jagtscene. Noget stort, vi passerer hver dag uden at skænke det en tanke. En detalje i en gammel bygning.  I starten er der ikke nødvendigvis et plot eller en forbrydelse. Der er bare en uro. Så er der hovedpersonerne. De står som oversete børn efter hver roman og spørger, hvor de nu skal gå hen. Mere uro. Det er egentlig en ret mærkelig fase. For man ved endnu ikke, om uroen bliver til noget. Måske er det bare en løs idé. Måske er det en blindgyde. Måske er det en af de tanker, der ...

Jeg er ved at skrive en ny Gådemager Der er noget mærkeligt ved at skrive en roman, der foregår steder, man kender. Man kan gå en helt almindelig tur gennem Svendborg eller over på Thurø og pludselig få følelsen af, at et sted ikke bare er et sted. En dør er ikke længere bare en dør. En sti er ikke bare en sti. Et gammelt hus står ikke bare og passer sig selv. Det venter. Sådan føles det i hvert fald lige nu, hvor jeg er ved at færdiggøre det første rå udkast til den tredje bog i Gådemager-universet. Jeg kan ikke fortælle handlingen endnu. Ikke rigtigt. Der er stadig for meget, der skal holdes i mørke lidt endnu. Men jeg kan sige, at bogen igen kredser om det, jeg selv holder allermest af som læser og forfatter: spor, forbindelser, steder, der gemmer på mere, end de viser, og mennesker, der først forstår alt for sent, hvad de egentlig er blevet trukket ind i. De to første bøger har på hver sin måde brugt Svendborg som mere end en kulisse. I Gådemagerens Gade var byen fuld af konkrete ...

  Et escape room i en konvolut – oplev Abels Arv i Svendborgs gader den 10. maj 2026 Hvad nu hvis en roman ikke kun var noget, man læste – men noget, man bevægede sig igennem? Den tanke har længe ligget bag mit arbejde med  Abels Arv . Historien foregår ikke bare i Svendborg. Den udspringer af byen: af kirkerne, de gamle gader, sporene fra middelalderen, som stadig ligger gemt i det, vi ellers kalder hverdag. Nu bliver den tanke til virkelighed. Den 10. maj 2026 afvikler jeg et romanbaseret escape room på Svendborg Brætspilscafe – og her bliver deltagerne selv en del af fortællingen. Fra bog til by Escape roomet er bygget op som en slags litterær skattejagt. Deltagerne får udleveret en konvolut med spor, kort og gåder, og derfra begynder opdagelsen. Man bevæger sig ikke bare i et spil – men i byen selv. Svendborg bliver scenen. Undervejs skal man: afkode skjulte beskeder finde spor i byrummet samarbejde om at løse gåder samle bogstaver til en endelig kod...