Gådemagerens Gade og Abels Arv

– om magt, der ikke larmer Når vi tænker på middelalderen, tænker vi ofte på sværd, slag og rustninger. På mænd, der kæmper om magten med vold som det mest synlige redskab. Men jo mere jeg har arbejdet med perioden, jo tydeligere er det blevet for mig: De farligste mennesker var ikke dem med våben i hånden. Det var dem, der kunne forme fortællingen. Magt uden støj Et sværd er synligt. Det larmer. Det kan måles i sår og sejre. Men magt i middelalderen fandtes også i noget langt mere stille: i ord, ritualer, ægteskaber og symboler. En alliance kunne ændre et kongerige. En helgenkåring kunne omskrive et menneskes eftermæle. Et ægteskab kunne flytte magt uden at én dråbe blod blev spildt. Det er en type magt, der ikke altid efterlader tydelige spor – men som virker længere. Kvinderne, der ikke burde fylde Når man læser middelalderens kilder, kan man få indtryk af, at kvinderne står i baggrunden. Men det er sjældent hele sandheden. I arbejdet med Abels Arv blev det hurtigt tydeligt for...

Hvordan så Danmark ud i 1200-tallet – og hvor kan man stadig finde sporene i dag? I romanen Abels Arv spiller klosterkulturen en central rolle. Men klostrene er ikke kun historie – mange af stederne findes stadig, mens andre kun kan anes i landskabet eller i byernes struktur. Derfor har jeg samlet et kort, hvor du både kan: følge spor fra romanens univers og udforske middelalderens klostre i Danmark Se kortet her: Hvad viser kortet? Kortet samler to spor: Steder fra Abels Arv Udvalgte steder, der enten direkte indgår i romanen eller er inspireret af de miljøer og landskaber, historien udspringer af. Klostre fra middelalderens Danmark Kortet markerer både: eksisterende klostre (eller rester af dem) nedlagte klostre, hvor kun historien er tilbage Tilsammen giver det et billede af den verden, romanen bevæger sig i. Klostrene – middelalderens skjulte netværk I 1200-tallet var klostrene ikke isolerede steder. De var en del af et netværk, der strakte sig på tværs af Danmark og Europa. Her b...

At gå en tur er også research – hvorfor mine romaner begynder med ømme fødder Man kan researche en historisk roman på mange måder. Man kan læse krøniker, studere arkæologiske rapporter og dykke ned i sekundærlitteratur. Det gør jeg også. Men hvis jeg kun sad ved skrivebordet, ville mine bøger mangle noget afgørende. Mine romaner begynder ofte med en gåtur. Ikke en symbolsk én. En virkelig. Med vind i ansigtet og brosten under skoene. Steder ved noget, som bøger ikke fortæller Et sted er aldrig neutralt. Det har hældning, lugt, afstand, lys, lyd. Når jeg bevæger mig gennem en by, begynder spørgsmålene at melde sig: Hvorfor ligger kirken netop her? Hvorfor svinger gaden på dette punkt? Hvor langt er der egentlig mellem torv og havn, hvis man bærer rustning? Den slags svar finder man ikke i et register. I arbejdet med Abels Arv var det netop de fysiske spor i Svendborg – de to kirker, volden ved Kyseborgstræde, området under banegården hvor klosteret lå – der gjorde middelalderen konkret...

Skulle vi ikke fejre de døde som i andre kulturer? Hvorfor holdt vi spareøvelse og reducerede først alle fejringer af vore forfædre som i middelalderen, først til én allehelgens aften, som vi siden glemte at ihukomme?  Mit læserbrev i Berlingske affødte et interview, der blev bragt i tillægget "Arv & Testamente" i alle JFM's aviser i sidste uge, og også her i KøbenhanvLiv . Det starter således: Forfatter Jes Barkler foreslår, at vi lærer af middelalderens syn på døden. Dengang markerede man sine forfædres dødsdag for at hylde afslutningen på et livsværk. Og ved at genoplive den tradition håber forfatteren, at vi kan fjerne noget af den berøringsangst, der er forbundet med at tale om døden. Læs det hele  i  KøbenhanvLiv . Sådan så det ud i tillægget:

  Historien lyver og det er derfor, den er spændende Der findes en udbredt forestilling om, at historien er det, der virkelig skete. En slags facit, der kan slås op, hvis man bare leder længe nok. Min erfaring er den modsatte: Historien er fuld af huller, skævheder og bevidste udeladelser. Og netop derfor er den så velegnet som råmateriale for spændingsromaner. Da jeg begyndte arbejdet med Abels Arv , var det ikke, fordi jeg havde fundet et glemt dokument, der forklarede alt. Tværtimod. Jeg havde fundet et menneske – Abel Abelsøn – som næsten ikke havde efterladt sig spor. Og jo mere jeg læste, jo tydeligere blev det, at tavsheden ikke var tilfældig. Når kilderne tier Middelalderens kilder er sjældent neutrale. De er skrevet af vindere, institutioner og mænd med magt. De fortæller gerne om konger, slag og mirakler – men langt sjældnere om taberne, de ubelejlige og dem, der døde for tidligt. Abel Abelsøn var kongesøn, men døde ung. Han regerede aldrig. Han skrev ingen love. ...

  Når fortidens mennesker skal føles levende Noget af det sværeste ved at skrive historiske romaner er ikke at finde årstal eller begivenheder. Det er at skabe mennesker, der føles virkelige – uden at forråde den tid, de levede i. Når jeg arbejder med historiske karakterer som Abel Abelsøn og dronning Mechtilde, står jeg hele tiden i spændingsfeltet mellem det, vi ved , og det, vi ikke ved. Historiske kilder giver fragmenter. Resten må bygges med respekt, nysgerrighed og fantasi. Her er fem principper, jeg selv arbejder ud fra, når jeg forsøger at gøre fortidens mennesker levende. 1. Start med det, karakteren ikke har valgt Mennesker i historien havde langt færre valgmuligheder end os. Slægt, køn, stand, tro og geografi var ikke noget, man kunne fravælge. Når jeg bygger en historisk karakter, begynder jeg derfor med det ufravigelige: Hvad var personen født ind i? Hvilke forventninger hvilede på dem, længe før de selv kunne handle? For Abel Abelsøn betyder det, at han fø...

Hvordan man bygger spænding i to tidslinjer Når man skriver en roman, der veksler mellem fortid og nutid, er det som at spille på to instrumenter samtidig. Begge melodier skal være smukke i sig selv — men først, når de mødes, opstår den egentlige harmoni. I Abels Arv lod jeg to historier udfolde sig: Den ene i 1200-tallets Danmark, hvor magt, religion og ære var livsfarlige størrelser. Den anden i 2020, hvor mine unge hovedpersoner kæmper med deres egne valg og sandheder. De to tidslinjer spejler hinanden, og deres temaer – skyld, tro, kærlighed og sandhed – væves sammen, selv om de udspiller sig i vidt forskellige virkeligheder. Det kan dog hurtigt gå galt, hvis læseren mister orienteringen. Derfor arbejder jeg ud fra nogle faste principper: Giv begge linjer en fortællekurve Læseren skal også glæde sig til at vende tilbage til begge spor. Fortiden må ikke bare være baggrund – den skal være dramatisk i sig selv. Slut og start med ekkoer Når et kapitel slutter i nutiden med et dilemma, ...