Gådemagerens Gade og Abels Arv

Der er også en anden slags research. Den, hvor man pludselig opdager, at det at være forfatter kan åbne døre, man ellers aldrig var kommet i nærheden af. For nylig gik en af de døre ind til køkkenet på Skjoldemose Gods. Her besøgte jeg Christian og Inge Lise Ulrich, som har levet en stor del af deres liv på godset. Jeg kom for at høre om stedet, dets historie og hverdagen bag de mure, som indtil nu mest har været kulisse i mit hoved. Og det blev præcis den slags besøg, jeg holder allermest af. Ikke en officiel rundvisning med årstal og arkitekturhistorie på række, men kaffe, samtale og historier ved køkkenbordet. Inge Lise havde bagt æblekage, som jeg naturligvis måtte smage af rent researchmæssige årsager. Derefter trak hun sig tilbage til sin bridgeklub i de flotte stuer, mens Christian blev tilbage i køkkenet og fortalte. Om godsets historie. Om livet på stedet. Om hvordan en stor ejendom fungerer i praksis, når den ikke bare er et romantisk gods i en roman, men også arbejdsplads, h...

Nogle researchspørgsmål handler om krig, kærlighed og store historiske begivenheder. Andre handler om en hund. Da jeg besøgte Thurø Lokalarkiv, havde jeg en lille detalje med på min liste, som jeg gerne ville have på plads: Karin Michaëlis’ grand danois, Mika. Jeg kendte navnet. Jeg kendte billederne. Jeg vidste, at hunden optræder i historien omkring Karin Michaëlis og hendes liv på Thurø. Men der var én ting, jeg ikke kunne få helt styr på. Var Mika egentlig en han eller en hun? Navnet hjalp ikke meget. Tværtimod. Mika ender jo på a, og i mit hoved havde det derfor stille og roligt udviklet sig til en tæve. Det var også sådan, hunden var begyndt at opføre sig i mit manuskript. Men research har den irriterende egenskab, at virkeligheden ikke altid retter ind efter manuskriptet. På lokalarkivet tog Inger sagen alvorligt. Der blev fundet et gammelt fotografi frem. Karin Michaëlis og hendes hund Mika foran Torelore Vi kiggede. Vi kiggede lidt nærmere. Og så kom luppen på bordet. Det er p...

Anledningen er egentlig ikke mine bøger, men min orienteringsklub. Jeg blev interviewet om orienteringsløb, og det passede mig sådan set glimrende, for der er ikke så langt fra poster i skoven til spor i en spændingsroman. Jeg fik nemlig også lov til at vise mine romaner frem under optagelsen. Og jo mere jeg tænker over det, jo mere oplagt er koblingen faktisk. I orienteringsløb får man et kort, nogle poster og en opgave: Find vej gennem terrænet, læs sporene rigtigt og kom frem til det sted, der ikke nødvendigvis er synligt, når man begynder. Det minder mistænkeligt meget om den slags bøger, jeg skriver. Mine romaner er fulde af gåder, skjulte forbindelser, gamle spor og steder, der skal findes eller forstås på den rigtige måde. Personerne bevæger sig gennem landskaber med ledetråde foran sig - og ligesom i orienteringsløb hjælper det ikke meget at løbe stærkt, hvis man løber i den forkerte retning. Så selv om kameraet denne gang primært var rettet mod orienteringssporten, fik Gådemag...

  En uge bag kulisserne på romanen I sidste uge havde jeg en af de uger, der minder mig om, hvorfor research næsten er noget af det sjoveste ved at skrive. Tre dage. Tre steder. Tre helt forskellige dele af den roman, jeg arbejder på. Tirsdag gik turen til Thurø Lokalarkiv, hvor otte frivillige ildsjæle holder styr på øens historie. Jeg kom med meget konkrete spørgsmål. Blandt andet noget så specifikt som kønnet på Karin Michaëlis’ hund og placeringen af forskellige vandhuller på Thurø i gamle dage. Jeg skulle også se, hvordan både arkivet og mindestuen ser ud, fordi de optræder i romanen. Men sådan går research sjældent helt efter planen. Man kommer efter ét svar og går hjem med fem nye historier. Blandt andet fik jeg at vide, at der findes et bundløst hul på Thurø. Sådan en oplysning kan man jo næsten ikke give en spændingsforfatter uden at risikere konsekvenser. Jeg fik også fotograferet detaljer, kort og materiale, som kan hjælpe mig med at få miljøet rigtigt, når romanens pers...

Gådemagerens Gade-nyhedsbrevet kommer hver måned med nyt om mit forfatterskab. Så hvis du vil vide nyt om 3eren før din bibliotekar, så tilmeld dig. Kig ind i maskinrummet og være først til at få det sidste nye i mit månedlige nyhedsbrev! Tilmeld dig her:  http://eepurl.com/iSjrS6 og det er nemt at afmelde sig igen. PS: Du får et postkort fra Emma, sendt efter Abels Arv, inden 3'eren, hvis du tilmelder dig.

Tre besøg på Thurø -og to meget forskellige huse Jeg skrev for nylig, at jeg snart skal indenfor på Skjoldemose. Men det bliver faktisk ikke det eneste sted med forbindelse til mit forfatterskab, jeg får mulighed for at opleve indefra denne uge. Jeg skal også besøge Bergmannhus på Thurø . Endda to gange - og af to helt forskellige grunde. Den ene gang skal jeg til en privat fest i huset. Den anden gang kommer jeg med et noget mere nørdet formål: Jeg skal besøge det lokalarkiv, der holder åbent i Bergmannhus om tirsdagen. For Bergmannhus er ikke bare ét sted med én funktion. Huset rummer både historie, lokalliv og arkiv - og så har det naturligvis en særlig forbindelse til Karin Michaëlis , som boede på Thurø og fylder en del i mit eget arbejde med historier, steder og mennesker. På min cykeltur forleden kom jeg igen forbi huset og tog dette billede. Det er en af de ting, jeg holder mest af ved research til mine romaner: Først er et sted bare en prik på et kort eller et navn i en bog. S...

Det sidste på plads Slut-research på Gådemageren 3 Jeg cyklede Thurø tyndt i går med kamera og sanser.  De sidste detaljer skal lige bekræftes, og så samlede jeg foto-materiale til det PR arbejde, jeg glæder mig til. Der er godt nok mange kroge på den ø.  Om to uger skal jeg på privat rundvisning på Skjoldemose. At skrive bøger åbner døre og jeg tillader mig selv at stille min nysgerrighed på måder, der ellers er udenfor min komfortzone.